Skagen undgår dyrere parkering: Prisen bevares og perioden forkortes
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Teknikudvalget i Frederikshavn Kommune besluttede mandag at forkorte perioden hvor man skal betale for parkering i Skagen.
Der var lagt op til en prisstigning på parkering i Skagen på hele 45 procent. Timeprisen på de offentlige parkeringspladser i Skagen skulle stige fra 11 til 16 kroner. Til gengæld skulle den periode hvor man betaler for parkering, reduceres til tre måneder frem for i dag hvor parkering koster i godt seks af årets 12 måneder - fra påske til efterårsferien.
Sådan lød forslaget, der mandag fremgik af Teknikudvalget i Frederikshavn Kommunes dagsorden. Men sådan blev det ikke.
- Hensigten med parkeringsafgiften på p-pladserne i Skagen er ikke at plukke skagboerne. Den er at regulere trafikken, når der er tryk på. Og der er flere argumenter for, at man i starten og slutningen af sæsonen ikke behøver p-afgiften, siger Lars Møller (Venstre), der er formand for udvalget.
En sådan løsning - hvor man forkorter betalingsperioden mod at hæve prisen - ville give en udgiftsneutral løsning uden huller i budgettet. Cirka fem millioner kroner ville ende i kommunekassen i begge tilfælde og så var den sag ligesom ude af verden.
- Men vi synes, det er dyrt nok i forvejen, så et enigt udvalg var imod at hæve priserne. Vi synes til gengæld det er en fin idé at forkorte perioden, så beslutningen blev at prisen forbliver på de 11 kroner i timen i juni, juli og august, fortæller udvalgsformanden.
Den beslutning træder i kraft fra 2018 og økonomisk efterlader den et hul i kommunekassen på 1,5 millioner kroner.
- De penge lægger vi over i budgetforhandlingerne, hvor man må finde dækning for dem, siger Lars Møller.