Skraldefirma droppede møde med skraldemænd

Skralde-konflikten i Frederikshavn Kommune fortsætter. Der blev alligevel ikke et mæglingsmøde mellem skraldefirmaet Remondis og de strejkende skraldemænd.

Et kvarter før mødet skulle have fundet sted i Frederikshavn mandag formiddag meldte Remondis fra til mødet. Ledelsen i Remondis ønsker ikke at forhandle med skraldemændene før, at de har genoptaget arbejdet, og derfor blev mødet mellem skraldemændene, 3F og Remondis altså ikke til noget i dag. 

- Jeg synes, at det er dårligt, at de ikke kommer. Vi kommer jo aldrig i gang med forhandlinger, hvis de ikke møder op, siger skraldemændenes tillidsmand Palle Jørgensen. 

Den aktuelle strejke skyldes blandt andet, at to af de ansatte i mandags fik skriftlige advarsler, fordi de ikke kunne påtage sig yderligere overarbejde. Advarsler som de ansatte indtil videre forgæves har forsøgt at få trukket tilbage. 

I Frederikshavn Kommune ændrede man 1. oktober affaldssorteringen, og det har betydet mere arbejde for skraldemændene, og de ansatte mener ikke, at ledelsen hos Remondis har ændret arbejdsplanerne ind efter de nye forhold, som de mener er skyld mange timers overarbejde. Det har skraldemændene har flere gange klaget over til ledelsen.

- Vi mener, at arbejdsforholdene er urimelige. Vi har prøvet, at forhandle med ledelsen i Remondis omkring vores arbejdsopgaver, men de har ikke været lydhør, og de vil ikke mødes med os og snakke om det, siger Anders Kold, som er en af de strejkende skraldemænd. 

De 21 skraldemænd besluttede efter Remondis afbud til mødet at fortsætte den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, som de begyndte i onsdags. 

Konflikten mellem Remondis og skraldemændene ender nu i Arbejdsretten, hvor parterne formentlig skal mødes tirsdag. 
 


Seneste nyt

fra Nordjylland