Skraldemændene sidder stadig ikke i bilerne Foto: 3F Frederikshavn

Skraldefolk i Frederikshavn fortsætter arbejdsnedlæggelse

Skraldefolkene fra Remondis Frederikshavn forsætter deres arbejdsnedlæggelse. Mandag formiddag holdes der forhandlingsmøde med Remondis.

Skraldebilerne i Frederikshavn holder forsat stille mandag morgen.

Skraldefolkene holdt mandag morgenmøde, hvor formanden for 3F Frederikshavn deltog for at høre det sidste nye i forhold til skraldemændenes situation.

Her kunne tillidsrepræsentanten for skraldemændene, Palle Jørgensen, berette, at der ikke har været nogen henvendelse fra Remondis udover en opringning fra driftschef, Henrik Bøttern, fredag morgen, hvor han fortalte Palle Jørgensen, at de ikke ville forhandle så lang tid de ikke arbejdede.

Selvom Remondis endnu ikke er klar til at forhandle med skraldemændene, så har de ikke meldt afbud til et planlagt forhandlingsmøde hos 3F Frederikshavn mandag formiddag.

- Vi har ikke modtaget afbud, men vi har heller ikke modtaget en accept af mødet. Vi forventer da at de kommer, når de ikke har meldt afbud, udtaler Faglig Sekretær hos 3F Frederikshavn, Per Thorup.

- Renovationsarbejderne er mere end villige til at komme i gang med deres arbejde igen, men det kræver at vi i fællesskab med Ramondis finder en løsning på konflikten, forsætter han.

Skraldefolkene støtter op om mødet

Skraldefolkene har besluttet, at de vil møde op ved forhandlingsmødet for at støtte deres forhandlingsfolk. På den måde kan de hurtigt tage stilling til forhandlingsresultatet, så de kan komme i gang med deres indsamling af affald, og dermed mindske generne for borgerne mest muligt.

- Så snart der er kommet en forhandlingsløsning folkene kan nikke til, er de klar til at køre igen. Og de er parat til at knokle en vis del ud af bukserne for at samle så meget affald ind så hurtigt som muligt, siger tillidsrepræsentant for skraldemændene, Palle Jørgensen.