Søværnschef om svækket beredskab: - Vi har mistet vigtige medarbejdere
Søværnschef René Fuglsig håber, at Beredskabet får de seks medarbejdere tilbage, som nu har sagt op.
De seks opsigelser på Skagen Redningsstation skyldes ifølge søværnschefen uenigheder.
- Vi er jo endt i en lidt uheldig situation.
Sådan lyder det fra Stabschef for Søværnskommandoen, René Fuglsig, om den situation, der er opstået på Skagen Redningsstation, efter seks frivillige medarbejdere har lavet en kollektiv opsigelse.
Det er seks ud af i alt 16 medarbejdere, som redningsstationen nu må undvære. Flere af dem har mange års anciennitet. Den mest erfarne af de seks har været på Skagen Redningsstation i 18 år.
- Det er vigtigt for mig at sige, at det er nogle dygtige og vigtige medarbejdere for os. Vi vil gerne have dem tilbage - det er der ingen tvivl om. Det arbejder vi målrettet imod, siger René Fuglsig.
Chefen forklarer opsigelserne med uenigheder, som, han mener, beror på misforståelser.
En talsmand for medarbejdergruppen har tidligere forklaret, at ledelsen ikke har været lydhøre overfor medarbejderne på stationen.
Det er vigtigt for os, at redningsstationen er i fuldt beredskab. Det er klart.
René Fuglsig, Stabschef for Søværnskommandoen
Ingen grund til bekymring
At redningsstationen nu må klare sig med et svækket mandskab betyder ikke, at den må lukke. Det meddelte ledelsen tirsdag. Det kan dog få den betydning, at man er mere afhængig af andre beredskaber.
- Redningsstationen er af gode grunde blevet udfordret i forhold til beredskabet, siger René Fuglsig.
Den melding bekymrer både kommunens borgmester og formanden for Strandby Fiskeriforening, der begge mener, at tiden kan være afgørende ved havsnød især ved Skagen, som er et af Skandinaviens mest trafikerede farvande.
Er der grund til at være bekymret for sikkerheden?
- Nej, det mener jeg ikke, der er. Man er nødt til at betragte det samlede redningsberedskab i Danmark i den her sammenhæng. Det består jo udover de 21 kystredningsstationer, vi har rundt i hele landet, også af flyvevåbnets redningshelikopter og maritime indsatsenheder, der altid er til søs. Så vi skal nok dække ind for de udfald, der måtte være, siger René Fuglsig.
Han forstår godt, at det kan bekymre lokalt, når mandskabet bliver ramt og understreger, at de gerne vil have medarbejderne tilbage.
- Det er vigtigt for os, at redningsstationen er i fuldt beredskab. Det er klart. Vi skal nok gøre, hvad vi kan, så hurtigt som muligt for at komme tilbage i normalt beredskab.