Spøgelsesjagt på direkte TV: - Folk skal skide i bukserne af skræk
Halloween bliver ekstra uhyggelig, når spøgelsesjægerne fra ”Er Der Nogen?” tager seere med på spøgelsesjagt på Sæbygaard Slot. Det hele bliver sendt direkte torsdag på Facebook og TV2 Nord Salto.
Spøgelsesjagten på Sæbygaard sendes direkte på TV2 Nord Salto, Facebook og tv2nord.dk torsdag klokken 23.55.
- Vi skal have nogen til at skide i bukserne af skræk.
Nicolai Sund er klar i spyttet. Torsdag nat tager han og hans faste makker på programmet ”Er Der Nogen?”, Mikkel Egelund, på spøgelsesjagt på Sæbygaard Slot – og denne gang gør 28 seere dem selskab.
Seerne har fået besked på at huske rene underbukser.
De siger altid, at vi er nogle kyllinger, så nu skal vi vise dem, at de selv er nogle kyllinger.
Nicolai Sund, vært
- De siger altid, at vi er nogle kyllinger, så nu skal vi vise dem, at de selv er nogle kyllinger. De skal udsættes for noget af det, vi selv er blevet udsat for – så vi kan ikke udelukke, at nogen for eksempel skal sidde i en kælder, siger Nicolai Sund.
Ansøgningerne er væltet ind
I seks sæsoner har seerne kunnet følge med hjemmefra, når ”Er Der Nogen?”-værterne har tilbragt nat efter nat på steder i Nordjylland, der har ry for at være hjemsøgte. Hver dag tikker der beskeder ind i indbakken fra folk, der godt kunne tænke sig at komme med på spøgelsesjagt – og det bliver nu en realitet for 28 personer.
Efter planerne om halloweennat blev offentliggjort, væltede det ind med videoansøgninger.
- Vi har fået sindssygt mange henvendelser, og vi har brugt en hel dag på at vælge folk ud. De har gjort virkelig meget ud af ansøgningerne, siger Nicolai Sund.
Han tror på, at det giver noget ekstra, når der er flere øjne og ører i mørket.
- Måske kan vores fans se eller høre noget, som Mikkel og jeg ikke kan, siger han.
Nicolai Sund og Mikkel Egelund har før tilbragt en nat på Sæbygård Slot, og de glæder sig til at vende tilbage til slottet, hvor et spøgelse ved navn Elisabeth Bille, der ifølge sagnet har stukket sin mand ihjel, efter sigende skulle vandre rundt.
- Sæbygård Slot er et af de meget uhyggelige steder i Vendsyssel. Vi har tidligere fået rigtig gode beviser på, at det spøger der, siger Nicolai Sund.
Se med – hvis du tør – når spøgelsesjagten bliver sendt direkte torsdag klokken 23.55 på TV2 Nord Salto, Facebook og tv2nord.dk.
Du kan varme op med afsnittet her fra første sæson: