Strømmen gik: Norsk lystsejler reddet i land i nat
Foto: Skagen Redningsstation
En norsk lystbådesejler mistede natten til onsdag al strøm på sin båd, mens han lå lidt øst for Skagen, så han ikke kunne sætte sejl.
En lille smutturssejlads fra Kungshamn til Skagen gik sent tirsdag aften ikke helt, som den skulle for en nordmand. Faktisk gik den så galt, at folk fra Redningsstation Skagen måtte på vandet og hale både nordmand og båd ind til land.
- Tilsyneladende havde manden mistet strømmen på båden, og det betød, at han ikke kunne sætte sejl. Derudover var han kommet til skade med to fingre, og det fik ham altså til at tilkalde hjælp, fortæller man fra Redningsstation Skagen.
Nordmanden, som sejlede en 37 fods lystbåd, lå 10 sømil øst/nordøst for Skagen. Han var alene på båden, men havde følgeskab af en makkerbåd på en lille påsketur fra Oslo over Kungshamn til Skagen.
Mandskabet fra redningsstationen rykkede ud klokken 23.40 og var tilbage i havn med lystbåd og den tilskadekomne nordmand klokken 04.30 onsdag morgen.
- Vi forventer, at han kan sejle videre inden så længe, så større dramatik var det heller ikke, lyder det fra redningslederen.