Studenter viste respekt: Stoppede festen ved bisættelse
Foto: Privatfoto
Disse studenter fra 3.N fra Frederikshavn Gymnasium viste i går respekt, da de passerede en bisættelse. De slukkede for musikken og tog huerne af.
Studenter fra Frederikshavn Gymnasium slukkede for musikken og tog huerne af, da de lørdag passerede en bisættelse i Sæby. Den historie er blevet et stort hit på Facebook.
Den nyudklækkede student, Karl Primdahl, var lørdag ved 10-tiden sammen med sine 20 klassekammerater fra den maritime klasse, 3.N, på Frederikshavn Gymnasium i højt humør og på vej gennem Sæbys gader på ladet af en lastbil.
Klassen fejrede, at de nu var studenter, men da de nærmede sig Sæby Kirke, skete der noget.
Vi kunne se, at flaget ved kirken var på halv, og at der var ved at blive båret en kiste ud. Som en fælles beslutning blev der skruet ned for musikken, og vi tog huerne af, da vi kørte forbi kirken.
Karl Primdahl, maritim student, Frederikshavn Gymnasium
- Vi kunne se, at flaget ved kirken var på halv, og at der var ved at blive båret en kiste ud. Som en fælles beslutning blev der skruet ned for musikken, og vi tog huerne af, da vi kørte forbi kirken, siger Karl Primdahl.
Han fortæller, at der var stille på ladet af studentervogen i nogle sekunder, og da lastbilen havde passeret kirken, fortsatte festen.
Se interview med to af studenterne, Sofie Schlotfeld og Martin Nihal Lausdahl, der var med ved lørdagens studenterkørsel i Sæby:
Stor opmærksomhed på Facebook
Den episode ved Sæby Kirke er i den grad gået viralt, efter den også er blevet omtalt på Facebook.
TV2 Nords direktør, Mikael Justesen, har skrevet opslaget på Facebook, da han deltog i bisættelsen og oplevede studenternes respektfulde gestus.
Opslaget på Facebook er indtil videre blevet delt mere end 13.000 gange:
"Ved afslutningen af en smuk bisættelse i Sæby Kirke i dag, skulle de nærmeste pårørende bære kisten det sidste stykke til rustvognen. I det øjeblik kisten kommer til syne i kirkedøren, passeres kirken af en lastbil med en flok nye studenter på ladet. Afstand til rustvogn: max fem meter. Jeg når lige at tænke: åh nej, meget uheldig timing i dette meget højtidelige øjeblik - og jeg skæver op til de mange hvide huer. Men de er der ikke. Eller jo, men de er taget af hovederne. Studenterne står bomstille med huerne i hånden og front mod kirken, mens de passerer rustvognen og følget. Musikken er slukket, båthornene holder pause. Først da lastbilen har rundet kirken og drejet væk, går festen i gang igen.
Hele det store følge bemærkede studenternes gestus, og det var selvfølgelig et stort samtaleemne ved den efterfølgende kaffe.
Så hvis nogle af de studenter, der passerede Sæby Kirke lige omkring middag i dag - eller deres forældre - skulle læse disse linjer: tak fordi I midt i jeres jubel fandt det passende at standse festen et kort øjeblik i respekt. Det rørte de nærmeste pårørende og alle os andre. Så kære unge studenter: I får hermed alle sammen en ekstra karakter, et rent 12-tal i ordentlighed, høflighed og dannelse."
Sådan lyder Mikael Justesens opslag.
Og Karl Primdahl fra 3.N siger, at klassen er beæret over, at så mange har tilkendegivet, at det var en flot gestus af de glade studenter.
- Det handler måske også om, at mange opfatter studenterkørslerne som larmende og med hensynsløse personer. Nogen gange er der jo folk, der buh'er af studenterne. Men i dette tilfælde blev der fra hele klassen i enighed vist respekt og ansvarlighed, siger Karl Primdahl, som fremhæver klassens sammenhold, fordi de som maritim klasse har rejst meget sammen og kender hinanden godt.