Sygehuset i Frederikshavn er igen Danmarks bedste
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
De gør det bedre end alle andre på sygehuset i Frederikshavn.
Kvaliteten på de ortopædkirurgiske operationer på sygehuset i Frederikshavn er helt i top.
For andet år i træk kan medarbejdere på den ortopædkirurgiske afdeling på Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn række armene i vejret og lade sig hylde som landets bedste.
Ortopædkirurgisk afdeling i Frederikshavn har blandt andet til opgave at behandle slidgigt i knæ, og kvaliteten på sygehuset har været så høj, at afdelingen for anden gang i træk vinder den fornemme titel. Ifølge ledende overlæge på afdelingen, Mogens Brouw Jørgensen, skyldes succesen især personalet på afdelingen:
- Folk er dygtige og dedikerede. Det gælder alle - lige fra rengøringskonen, portørerne, sygeplejersken, sygeplejeelever, sosu-assistenter, operationssygeplejersker, røntgenafdeling, fysioterapi. Det er alle led i kæden, der skal fungere, når man skal op på 100 point, siger han til Kanal Frederikshavn.
Prisen er uddelt af ugeavisen Dagens Medicin, som til kåringen blandt andet har målt på antallet af genindlæggelser, omoperationer, kvalitet og patienttilfredshed. Og på disse parametre vinder afdelingen i Frederikshavn titlen som Danmarks bedste endnu en gang.
Regionshosital Nordjylland, Frederikshavn, benytter teknologi, som på verdensplan er blandt de bedste systemer, og Mogens Brouw Jørgensen, forklarer, at hovedårsagen til succesen er konceptet:
- Det, vi er gode til, det er det, vi laver, og det gør vi ofte. Det er ikke sådan, du bliver opereret af én, der har prøvet det 10 gange før. Nej, det er erfarne folk, der har lavet det rigtig mange gange, fortæller Mogens Brouw Jørgensen og forklarer ydermere, at der på tværs af afdelingerne er et godt og åbent samarbejde.
På plejesiden høster sygehuset i Frederikshavn også roser, hvor det er er de samme sygeplejersker, som følger patienten gennem hele processen, og operationsgangen er besat af specialister af meget høj kvalitet.
For at optimere knæoperationer endnu mere, er der indledt et forskningsprojekt, som skal kortlægge, hvordan kirurgen bliver endnu mere sikker. Der er ingen tvivl om, at Frederikshavn går efter titlen igen næste år.
- Folk i byen er ikke klar over, hvor meget der laves på sygehuset. Det bliver lavet langt mere end nogensinde før, oplyser Mogens Brouw Jørgensen.