Syvstenhallens genåbning koster 140.000 kroner

Den nedslidte hal i Syvsten kan kun genåbne, hvis Frederikshavn Kommune afsætter 140.000 kroner til akutte reparationer og dagligt tilsyn.

Syvstenhallen i Syvsten vest for Sæby har siden 2. februar været lukket. Halgulvets dårlige stand umuliggjorde at hallen kunne drives videre, som den var, men politikerne i Frederikshavn Kommune har en klar ambition om, at den snart kan genåbne. Det skriver Kanal Frederikshavn.

Økonomiudvalget skal diskutere sagen på et møde onsdag i denne uge, og der er fra kommunaldirektør Mikael Jensch lagt op til, at man bevilger 100.000 kroner, der skal bruges til at udbedre de akutte problemer i hallen, så den kan genåbnes.

De 100.000 kroner skal blandt andet gå til reparation af gulvet og dertil kommer så en regning på 40.000 kroner til dagligt tilsyn af den nedslidte hal i den lille by. Det er rådgivningsfirmaet Niras' vurdering at man skal indføre et dagligt tilsyn, der skal fokusere på hallens loft, gulv, eventuelt nedfald og på at få våde gulvarealer aftøret, fortæller Kanal Frederikshavn videre.

Med tilførsel af de i alt 140.000 kroner til hallen vil man kunne holde den åben i et års tid. Niras anbefaler, at man bruger den købte tid på at tage stilling til hallens fremtid.

Hvis hallen skal opgraderes sammen med klubhuset til en tilfredsstillende vedligeholdelsesmæssig stand, følger en regning på 3,2 millioner kroner. Hvis hallen skal rives ned og klubhuset opgraderes er prisskiltet på 1,6 millioner og hvis både hal og klubhus jævnes med jorden lyder regningen på 900.000 kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland