To unge mænd kvæstet i alvorlig ulykke

En bil er kørt ind i en stillestående bil på Hjørringvej. To mænd stod foran bilen og er kommet til skade

To mænd er kommet til skade i en alvorlig færdselsulykke i Frederikshavn natten til torsdag.

Det fortæller Mads Hessellund, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi, torsdag morgen.

Ulykken er sket på Hjørringvej i vestlig retning. Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 03.29.

Blev fastklemt

Ulykken skete, da en mand i en personbil kørte ind i en bil, der holdt stille på Hjørringvej. De to unge mænd på henholdsvis 20 og 21 år stod foran den stillestående bil og blev ramt. 

Af uvisse årsager overser manden i personbilen den holdende bil og de to unge mænd og rammer dem, forklarer vagtchefen.

- Den ene af de to mænd, den 20-årige, bliver fastklemt under køretøjet og kommer alvorligt til skade, og jeg har netop fået at vide, at han blev fastklemt under manden i personbilens køretøj, siger Mads Hessellund, torsdag morgen. 

Klokken 9:20 kunne Nordjyllands Politi fortælle, at der var positivt nyt om de unge mænds tilstand. 

 - Tilstanden hos begge er nu stabil, og de er ved bevidsthed, oplyser vagtchefen. 

Ubesvarede spørgsmål

De to mænd er begge bragt til Aalborg Universitetshospital. Føreren af personbilen er 55 år gammel.

- Den 55-årige mand er uskuadt, men selvfølgelig chokeret, siger Mads Hessellund.

Nordjyllands Politi oplyser, at det sandsynligvis var et havari, der var skyld i, at bilen holdt stille på Hjørringvej, og de to unge mænd stod foran.

Udover redningsfolk og politi, blev en bilinspektør også tilkaldt. 

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.




Seneste nyt

fra Nordjylland