Tre år efter Strandby-ulykken: Erik kæmper stadig for erstatning
Tre år efter ulykken på Strandby Havn, hvor to fiskere døde, og to ænd blev hjerneskadede, kæmper falckredderen Erik Schack stadig for at få anerkendt sin hjerneskade som en arbejdsskade.
Falckredderen Erik Schack, som blev hjerneskadet efter redningsaktionen på Strandby Havn i 2014, kæmper fortsat for at få anerkendt sin skade som en arbejdsskade.
4. august 2017 er det præcis tre år siden, at to fiskere døde i et lastrum fyldt med svovlbrinte fra rådnende skidtfisk på en kutter på Strandby Havn.
Ved samme episode blev pumpemanden Nick Vejle slemt hjerneskadet, da han sprang ned i lastrummet for at hjælpe de to fiskere og også indåndede de giftige dampe.
Til stede var også falckredderen Erik Schack. Han forklarer, at han også indåndede de giftige dampe, da han nærmede sig kutterens lastrum. Efterfølgende blev han dårlig og fik voldsomme opkastninger. Senere fik han flere blodpropper i hjernen, og det førte til en hjerneskade, som i dag har gjort ham til førtidspensionist.
- Det er ikke sjovt at sidde som 54-årig og være førtidspensionist. Jeg savner mit arbejde og mine kolleger, og jeg ville ønske, at jeg kunne passe mit job, som jeg har gjort i 28 år ved Falck, siger Erik Schack.
De seneste tre år han har kæmpet for at kunne gå igen, og han venter lige nu på endnu en operation, der skal genetablere det stykke hjerneskal, han mistede, da lægerne efter ulykken var nødt til at savne et stykke af for at give plads til hjernen.
Men de fysiske mén og udfordringer er ikke det eneste, der tynger Erik Schack og hans familie. På treårsdagen for ulykken i Strandby er det nemlig fortsat ikke afgjort, om han kan få en erstatning.
Arbejdsskadestyrelsen og senere Ankestyrelsen har i to omgange afvist, at blodproppen er en arbejdsskade.
- Det er trist, at vi sidder her tre år senere og kan se alt det, Erik og hans familie har været igennem, uden at vi i dag har en afgørelse, siger formand for 3F Midtvendsyssel, Per Kjeldsen, som sammen med Erik Schack har taget sagen videre.
3F har på Erik Schacks vegne anlagt et civilt søgsmål mod Ankestyrelsen for at få omstødt dommen, så Erik Schack kan få en erstatning. 3F mener nemlig ikke, at Arbejdsstyrelsen og Ankestyrelsen har truffet sine beslutninger på et tilstrækkeligt veldokumenteret grundlag.
I afgørelsen fra Ankestyrelsen lyder begrundelsen blandt andet, at det ikke er bevist, at der er en sammenhæng mellem episoden i Strandby, og at Erik Schack blev dårlig, kastede voldsomt op, og derefter fik blodpropper i hjernen. De lægger også vægt på, at Erik Schack flere år forinden havde fået konstateret for højt blodtryk, og at det kan have været en udløsende årsag til blodpropperne. Ifølge Ankestyrelsens og Arbejdsskadestyrelsens vurdering var det et tilfælde, at det lige var den aften, at Erik Schack fik en blodprop.
3F vil nu i den civile retssag bevise, at der er en sammenhæng mellem indånding af dampe, at Erik Schack blev dårlig, og at det i sidste ende var det, der udløste blodpropperne. De har blandt andet skaffet lægeudtalelser, der skal sandsynliggøre, at der er tale om en arbejdsskade.
Hvornår sagen bliver afgjort er endnu uvist. Både Per Kjelden og Erik Schack håber, at udfaldet denne gang bliver et andet end det, de nu har oplevet to gange.
- Jeg er optimist. Jeg har en indre fornemmelse af, at det nok skal gå siger Erik Schack.
- Vi holder ved den her sag, og vi tror på, at retfærdigheden sker fyldest for Erik, siger Per Kjeldsen.