Tre mænd dømt for overfald ved kirke

Tre mænd er nu dømt i sagen om et voldeligt overfald i Frederikshavn. Hovedgerningsmanden blev anholdt i Libanon og er fortsat ikke på anklagebænken.

Tre af gerningsmændene involveret i et voldeligt overfald i Frederikshavn er nu dømt ved retten i Hjørring.

Det voldelige og blodige overfald fandt sted natten til 2. marts i år på en parkeringsplads ved Abildgård Kirke i Frederikshavn. Offeret var en 25-årig mand, og de tre mænd, som tirsdag fik deres dom, er i henholdsvis i alderen 22, 24 og 25 år. 

Den ene er dømt seks måneders fængsel for grov vold efter straffelovens paragraf 245 for med en genstandt at have slået en 25-årige mand i hovedet i en sådan grad, at han pådrog sig kæbebrud. De to øvrige er idømt fængsel henholdsvis 60 dage og tre måneder for overtrædelse af den mildere voldsparagraf, 244 - for medvirken til vold - i dette tilfælde fordi, de har været til stede, og burde have indset, at der kunne opstå tumult. 

- Der udbrød nærmest en spontan jubelscene her ved Retten i Hjørring, da dommene blev afsagt. Det skyldes to ting. Det ene er, at dommene var langt mildere, end det anklagemyndigheden havde stillet de tre dømte i udsigt, og den anden del var at de tre kunne forlade retten som frie mænd igen, fortæller TV2 Nords reporter på stedet. 

Sagen handlede oprindeligt om forsøg på manddrab, men har siden marts skiftet karakter, og for de tre yngre mænd begrænsede anklagerne sig da også til vold af særlig rå, brutal og farlig karakter, da retssagen mod dem begyndte.

Den ene af de tre blev dømt skyldig for grov vold med seks måneders fængsel som konsekvens. Han tager sig nu betænkningstid til, hvordan han forholder sig til dommen.

De to andre gerningsmænd blev dømt for medvirken til vold og fik henholdsvis to og tre måneders fængsel. De modtog begge dommen.

Alle tre er nu løsladt, eftersom de har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen. Ifølge vores reporter på stedet, handlede opgøret ved Abildgård Kirke om 20 kilo hash, som på mystisk vis er forsvundet siden hen. 


En fjerde tiltalt

Politiet har fra sagens begyndelse haft en formodning om, at det er en fjerde mand, der er hovedmanden bag overfaldet - og ham der har stukket den 25 årige mand med kniv. Den 35-årige mand er blevet anholdt i Libanon og afventer i øjeblikket at blive overført til Danmark.

- Min klient ville gerne have været hjemme til retssagen, men han blev anholdt i lufthavnen, netop da han var på vej til et fly med retning mod København. Jeg håber, at han snart bliver udleveret til Danmark, så sagen mod ham bliver afsluttet, siger den 35-åriges forsvarer Tyge Trier.

Den 35-årige mand har bopæl i Nordjylland - og menes at være medlem af den ulovlige bandegruppering Loyal To Familia. Han vil formentlig blive sigtet for enten forsøg på drab eller grov vold.

Sagen mod ham er endnu ikke berammet i retten.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Seneste nyt

fra Nordjylland