Turisme-direktør har fundet en god undskyldning for at tage Toy med på arbejde
Pudlen Toy skal lokke turister til Nordjylland.
Nicolai Nissen og kæresten har længe drømt om at få en hund.
For nylig skete det så. De kom hjem med en toypuddel, som også har fået navnet Toy. Hunden, der nu er 11 uger, er endda købt fra samme kennel i Tornby, som Nicolai Nissens oldeforældre handlede fra, da de skulle have hund.
- Det er en lille, glad hund, og hun har en fed personlig, lyder det fra Nicolai Nissen, der er turismedirektør i Toppen af Danmark.
Det er dog ikke kun, når Nicolai Nissen er hjemme, at han har selskab af Toy. For som turismedirektøren siger, har han nemlig en god undskyldning for at tage den med på arbejde.
Tyskere med hund
Planen er, at Toy skal være ambassadør for hundeelskere i Vendsyssel og for gæster udefra. Pudlen har allerede fået sin egen Instagram-profil, og der er tilmed lagt videoer op af den på Facebook.
- Hunden i familien er ofte et af de vigtigste parametre ved planlægning af ferie- og fritidsaktiviteter. Derfor tænker jeg, at det er oplagt med en hund, der kan være med til at formidle inspiration og gode historier om gratis oplevelser for hunde og deres familier, hundeskove, hundevenlige seværdigheder samt både små og store historier vinklet på 'hund i Vendsyssel', lyder det fra turismedirektøren.
Ifølge Nicolai Nissen kommer særligt mange tyskere med hund til Nordjylland for at holde ferie. Desuden slipper de for at stige på et fly, og der er masser af natur, turisterne kan nyde.
Tiden må vise, hvor god en ambassadør Toy bliver, men turismedirektøren er forhåbningsfuld.
- Når mange tyskere skal beslutte, hvor de tager hen, så kommer hunden ofte i første række. Derefter kommer børnene, konen og så manden, siger han med et smil.
Toppen af Danmark er en medlemsejet turistforening, der samler turistaktører i Nordjylland.