Tyskerne bemander Bangsbo Fort
På Nordjyllands Kystmuseum kan man i denne weekend både høre og se, hvordan livet var under Anden Verdenskrig.
Det vrimler med tyske, amerikanske og engelske tropper i Frederikshavn i denne weekend.
De udenlandske tropper har overtaget Bangsbo Fort, men denne gang foregår det dog noget mere fredeligt end tidligere i historien. Det er nemlig Nordjyllands Kystmuseum, der står bag invitationen af dem.
Det sker som en del af eventet ’Bangsbo Fort 4045’. Her forsøger Nordjyllands Kystmuseum at fremføre besættelseshistorien på en mere moderne facon.
Der vil derfor både være levende soldater, militært materiel, men også udstillinger på befæstningsanlægget i et forsøg på at gøre historieformidlingen mere levende.
Og timingen er ikke helt tilfældig. For netop i denne weekend markeres 78-året for de allieredes landgang i Normandiet, som var begyndelsen på enden af den tyske besættelse af Europa.
'Bangsbo Fort 4045' fortsætter indtil søndag.