02:31

Unge gymnasieelever står i kø for at hjælpe med træning af demente.

Unge strømmer til demensplejehjem

I Frederikshavn Kommune kræver det ekstra ressourcer at motionere de demente, fordi de er så friske. Men det problem løser nogle unge mennesker.

Undersøgelser viser, at aktivitet, motion og træning er med til at dæmpe udviklingen af demens og give en højere livskvalitet hos de ramte.

Mens det kniber med personale nok til at motionere nogle af de demensramte i Frederikshavn Kommune, så er der ligefrem venteliste for at blive frivilllig blandt unge gymnasieelever.

- Sådan en dag som i dag, hvor vi er femten afsted, og vi er to personaler, så er det en kæmpe hjælp at have fem unge friske frivillige med, siger Lasse Møller Andersen, der er fysioterapeut på Ingeborghus i Frederikshavn. 

Behovet for hjælp til at motionere de demensramte er vokset, men det er lykkedes at finde frivillige, der vil være med til at løse opgaven. 

En hvervekampagne midt i november på det lokale gymnasium gav 25 frivillige. 

- Jeg tror, rigtigt mange unge gerne vil hjælpe med at tage ansvar og være der for nogle, som de har været der for en selv, da man selv var barn, siger Maise Frendrup, der går i 3.S på Frederikshavn Gymnasium. 

De unges engagement er så stort, at der i skolernes ferie i uge 8 opstod ventelister af frivillige til arrangementer og fysisk aktivitet med demente.

Det kommer de ældre til gode. 

- Vores borgere ønsker at spejle sig i de unge. Det kan godt være, at man ser sig selv som en gammel gut, men hvis de unge springer rundt i mudderet - så springer man med, siger Lasse Møller Andersen. 

Selvom motion kan dæmpe udviklingen af demens, kan den ikke helbrede.