VEB sikrer sig plads i DM-kvartfinalerne
Foto: Skagens Avis
VEB-træner Allan Kolbro Nielsen kan glæde sig over en plads i DM-kvartfinalerne.
Med en sejr på 5-1 over Højbjerg sikrede Vendsyssel Elite Badminton sig tirsdag aften definitivt en plads i DM-kvartfinalerne.
Der var aldrig tvivl om udfaldet, da Vendsyssel Elite Badminton tirsdag aften sikrede sig en plads i DM-kvartfinalerne med en sejr over Højbjerg fra Aarhus. Det skriver Kanal Frederikshavn.
Aarhusianerne havde valgt, at kampen skulle indledes med en herredouble, men allerede her viste VEB styrken. VEB's Jacco Arends og Zvonimir Durkinjak vandt den indledende kamp med cifrene 21-12, 22-20 over Anders Skaarup Rasmussen, der er nummer otte på verdensranglisten i herredouble, og makkeren Oliver Leydon-Davis.
Også VEB'eren Beiwen Zhang vandt sin kamp med en knusende sejr på 21-5, 21-11 over Iben Bergstein.
Victor Svendsen havde lidt startproblemer i første herresingle, men vandt overbevisende med 21-16, 21-5 over Kasper Dinesen. Dermed var stillingen 3-0 til hjemmeholdet i Skagen Sportscenter.
Raul Must øgede til 4-0 med en sejr på 21-17, 21-14 over inderen med navnet Karan Rajan Rajarajan.
Dermed var kampen afgjort, og de resterende kampe var uden den store betydning. Cheryl Seinen og Robin Tabeling tabte 19-21, 21-14, 7-21 til Alexandra Bøje og Mathias Bay-Smidt, mens Clara Nistad og Yao Lei besejrede Marie Louise Steffensen og Amalie Schultz Terp-Nielsen med 21-14, 21-13.
Med den komfortable sejr rykker VEB op i top fire inden sidste runde i grundspillet på torsdag, hvor VEB møder Værløse ude. En tredje- eller fjerdeplads giver hjemmebanefordel i kvartfinalerne. Det er dog uhyre tæt i toppen, hvor VEB blot har to point op førstepladsen. Nummer et og to er direkte videre til semifinalerne.
- Det bliver en spændende torsdag aften i Værløse. Vi har tabt de seneste par kampe på Sjælland, og Værløse er generelt ikke vores favoritsted, men vi går efter alle tre point. Det hersker der ingen tvivl om, siger VEB-træner Allan K. Nielsen til Kanal Frederikshavn.