Vildtkonsulent om muligt ulveangreb: Et stort dyr på spil
Foto: Joakim Matthiesen/Skagen Fuglestation
Billede fra 4. april 2019, hvor ulven med navnet GW781m blev spottet i Skagen.
En ulv kan have angrebet får ved Ålbæk. Vildtkonsulent har foretaget DNA-prøver, men vil ikke drage forhastede konklusioner i følelsesladet debat.
Fire får tilhørende en gård omkring Ålbæk nord for Frederikshavn har måttet lade livet med voldsomme bidemærker og kødsår.
På Facebook skriver Tanja Blumensaat om den forskrækkelse hun fik sig lørdag morgen, da hun opdagede at flere af hendes får var hårdt sårede. I et Facebook-opslag skriver hun, at en ulv har været på besøg blandt hendes får, og det er derfor, at fire får nu er døde.
Om det er en ulv, der står bag, er dog uvist. Derfor har vildtkonsulent hos Naturstyrelsen i Thy, Tommy Hansen, taget DNA-prøver fra fårene for at få bekræftet, om en ulv har stået bag angrebet.
- Det er et meget voldsomt angreb, og de er blevet angrebet af et stort dyr. Der er tale om enten en hund eller en ulv. Jeg kan ikke sige noget præcist om, om det er en ulv eller ej. Det ville være rent gætteri, siger vildtkonsulent Tommy Hansen, der tog DNA-prøverne mandag i denne uge.
Vil ikke drage forhastet konklussion
Måtte der være tale om et ulveangreb, spekuleres der på Facebook-siden "Her er ulven i Danmark" i, at der er tale om ulven, som forskere har givet navnet GW781m.
Denne ulv har siden 2017 opholdt sig i et område mellem Hirtshals og Skagen og er her fotograferet flere gange. Vildtkonsulent Tommy Hansen vil dog ikke gisne om, hvorvidt det kan være denne ulv, der har været forbi gården ved Ålbæk.
- Der er ganske vist spottet en hanulv i området, men den har ikke rørt husdyr i 2,5 år. Angrebet kan lige så vel være begået af en hund. Debatten omkring ulve er meget følelsesorienteret, og der er ingen grund til, at vi begynder at gætte på, hvad for et dyr der har angrebet fårene. Vi holder os til fakta, konstaterer Tommy Hansen.
Han forventer at have svar på DNA-prøverne om 14 dage.