Virksomhed udsat for andet indbrud på to måneder: - Det er træls ad pommern til
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Tyvene er sluppet af sted med værdier for tusindvis af kroner.
Telefonsamtaler med forsikringen. Dem har der de seneste to dage været et par stykker af for Preben Madsen, der står i spidsen for Sæby Produkthandel på Jupitervej. Og han kender rutinen.
Tirsdag mellem klokken 20 og onsdag klokken 6 var virksomheden udsat for indbrud, og det er langt fra første gang, det er sket.
For under to måneder siden havde Sæby Produkthandel også besøg af ubudne gæster. Her blev der stjålet alufælge og kabelrester til en værdi af 30.000 kroner.
Ligesom sidst har indbrudstyvene klippet hegnet op til virksomheden. Den her gang har Preben Madsen og kollegaerne fået stjålet et par tons metal.
- Det er træls ad pommern til. Jeg vil tro, at vi har mistet ting for 40-50.000 kroner, konstaterer Preben Madsen.
På marken uden for Sæby Produkthandel kan der ses hjulspor fra dét, der muligvis er en varebil. Tyvekosterne blev stjålet fra containerkasser på pladsen i nærheden af der, hvor tyvene brød ind.
Samme gerningsmænd?
I alt har gerningsmændene neglet 500 kilo kabler med aluminium, omkring 850 kilo kobber, godt 700 kilo bly og cirka 300 kilo rustfri stålplader.
- Vi efterforsker bredt, men vi kan ikke udelukke, at det er samme gerningsmænd som sidst. Hvis der er nogen, der har set noget, så vil vi meget gerne kontaktes på 114, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi, Peter Skovbak.
Nu skal Sæby Produkthandel endnu engang have fikset hegnet. Ifølge Preben Madsen har de tænkt sig at gøre hegnet endnu stærkere. Desuden vil virksomheden overveje at sætte flere ting indendøre.
- Det er ærgerligt, det skal være sådan, men hvis vi ikke kan få lov at have vores ting for os selv, så må vi forsøge det, påpeger han.
Virksomheden har overvågningskameraer installeret, og dem skal de bruge til at se, hvor meget der helt præcist er stjålet for.
Også i marts i 2022 var Sæby Produkthandel udsat for indbrud. Her blev der stjålet kobber for mellem 100-150.000 kroner.