White Hawks slår Herning i sidste sekund

Frederikshavn White Hawks vendte 0-2 til en 3-2-sejr ude over Herning Blue Fox og er i DM-semifinalerne.

Som det andet hold efter Odense Bulldogs sikrede Frederikshavn White Hawks sig tirsdag aften adgang til DM-semifinalerne. Det skete, da Frederikshavn vandt 3-2 ude over Herning i et dramatisk opgør.

Det var en kamp, hvor spillerne fra White Hawks havde pucken størstedelen af tiden de første 10 minutter. Det blev dog aldrig til scoringer, selv om det var tæt på flere gange.  I anden periode scorede Lasse Lassen fra Herning til 1-0. Og da tredje periode gik igang scorede Steffen Klarskov, så Herning kom foran med to mål.

Der skulle ikke gå langt tid inden høgene svarede igen. Kasper Kristensen fra White Hawks fik pucken i nettet. Først der var der masser af jubel fra de 100 medrejsende supportere. Sebastian Bergholt scorede dernæst for White Hawks til 2-2.

Og så var der drama de sidste sekunder. Jeff Ulmer fik sendt pucken i mål i samme øjeblik som slutsignalet lød. Og så er White Hawks ellers klar til semifinalen med en sejr på 3-2.


Seneste nyt

fra Nordjylland