White Hawks-spiller roser publikum: - Jeg har aldrig oplevet en lignende stemning
Foto: Kanal Frederikshavn
Efter 5-2 sejren til Frederikshavn White Hawks over Aalborg Pirates, føler Frederikshavns David Friedmann at holdet kan gå hele vejen og vinde DM-guld.
- Atmosfæren i aften var fantastisk. Jeg har aldrig oplevet en lignende stemning i Nordamerika. Jeg kiggede også over på nogle af de andre spillere i første periode og tænkte, at det var utroligt. Der var så meget larm, og vi kunne bare mærke, det ville blive en god kamp.
Sådan fortæller White Hawks-spiller David Friedmann søndag aften til Kanal Frederikshavn. På det tidspunkt havde han og resten af Frederikshavn-holdet lige vundet 5-2 over de evige rivaler fra Aalborg Pirates.
- Det er meget nemmere at spille, når hallen er fyldt, og du har hele byen bag dig, siger han videre.
Tror på guldchancen
Friedmann blev tidligt i sæsonen skrottet i Pirates, men efter 13 kampe i Florida tog han igen flyet til Danmark - denne gang for at tørne ud for White Hawks. Her er det indtil nu blevet seks point i 17 kampe, men formkurven er opadgående og senest scorede han det sidste af de fem mål i sejren over Pirates.
White Hawks indtager lige nu tredjepladsen i ligaens grundspil, så slutspilspladsen er sikret. Og her tror Friedmann at holdet kan gå hele vejen.
- Selvfølgelig. Vi har slået alle hold i ligaen, og vi kan skøjte, kæmpe og spille fysisk. Jeg ser ingen grund til, at vi ikke skulle kunne gå hele vejen, siger Friedmann til Kanal Frederikshavn.
Se hele Kanal Frederikshavns indslag med David Friedmann