Debutant med kongevalg: - Det er ikke helt gået op for mig

Marie Bjerre (V) er ved sit første Folketingsvalg en af Nordjyllands store stemmeslugere.

32-årige Marie Bjerre blev i 2016 valgt som Venstres folketingskandidat i Himmerlandkredsen. Tre års forberedelse har båret frugt, og da stemmerne var talt op onsdag aften fik Marie Bjerre en sikker plads i Folketinget. 

Hele 8.619 personlige stemmer blev det til. Nok til at være den kandidat med 6. flest personlige stemmer i hele Nordjylland. 

- Jeg tror ikke helt, det er gået op for mig endnu. Jeg er simpelthen så imponeret over det flotte stemmetal, og at se mange nordjyder har sat kryds ved mig. Det er jeg virkelig, virkelig glad for, fortæller Marie Bjerre til valgcafé dagen derpå. 

Hun er nu klar til sin første periode som folketingspolitiker og skal derfor sige sit job som advokat op. Hun er heldigvis omgivet af garvede politikere, der kan hjælpe hende godt i gang med livet på Borgen. 

- Jeg tror, jeg skal have rigtig mange fifs af Preben (Preben Bang Henriksen, red.) løbende. Blandt andet har han et lille trick til, at man kan komme foran i frokostkøen. Så det glæder jeg mig til, fortæller Marie Bjerre. 

Preben Bang Henriksen var den nordjyske Venstre-kandidat, der fik allerflest personlige stemmer med hele 18.459 stemmer. Han glæder sig til at få en ny kollega på Christiansborg. 

- Der er ikke nogen bedre blandt de nye, jeg bedre kunne ønske mig i Folketinget end Marie. Der lægger jeg vægt på, at hun har været ude at prøve og være en del af virkelige liv, og er det stadig, indtil hun siger sit job op i morgen.  Det er jo folk, vi savner meget på Christiansborg, så jeg glæder mig rigtig meget, fortæller Preben Bang Henriksen. 

I alt fik Venstre fem mandater i Nordjylland. 


Seneste nyt

fra Nordjylland