Penge for at droppe kul: Vil lukke Nordjyllandsværket før tid
Foto: Johnni Isaksen
Valgkampen er på vej ind i den sidste fase, og det betyder ekstra valgløfter fra politikerne. I dag foreslog Venstre, at Aalborg Forsyning skal have en kvart milliard kroner af staten, så de kan lukke Nordjyllandsværket tre år før tid.
Kulbunkerne ligger stadig ved Nordjyllandsværket, og det vil de efter planen gøre frem til 2028, hvor værket skal lukke. Men så lang tid kan Venstre ikke vente.
Hvis man vil fremme den grønne omstilling, så er en af de vigtigste ting, man kan gøre, at sørge for at kullene forsvinder og erstattes af noget, der er mere grønt.
Karsten Lauritzen, folketingskandidat for Venstre.
- Hvis man vil fremme den grønne omstilling, så er en af de vigtigste ting, man kan gøre, at sørge for at kullene forsvinder og erstattes af noget, der er mere grønt, siger Karsten Lauritzen, folketingskandidat for Venstre til TV2 Nord.
Hvis Nordjyllandsværket skal lukke tre år før tid, vil det koste omkring en kvart milliard kroner, som er værkets restværdi tre år før lukketid. Den regning foreslår Venstre nu, at staten skal betale.
- Vi skal finde pengene i energiforliget, af de penge vi har sat af til at producere grøn energi. Det kan vi gøre billigere, og det gør, at der er nogle penge i overskud og de penge, synes vi, kan komme fjernvarmekunderne i Aalborg til gavn, forklarer Karsten Lauritzen.
Socialdemokraterne er med på ideen, også selv om det betyder, at staten må bruge en kvart milliard offentlige kroner på projektet. For det er ikke gratis at sige farvel til kullene.
- Det er et skoleeksempel på at den grønne omstilling, som vi skal gøre noget ved, kommer til at koste nogle penge, så derfor skal vi investere klogt i den her periode, siger Bjarne Lausten, folketingskandidat for Socialdemokratiet til TV2 Nord.
På Nordjyllandsværket er de glade for den pludselige gavmildhed hos politikerne, men de er også klar over, at der er valgkamp.
- Der bliver jo sagt meget i en valgkamp, men hvis det virkelig er noget, som der er nogle Christiansborgpolitikere, der gerne vil forpligte sig på også efter onsdag, så synes jeg det er en rigtig positiv udmelding, siger Lasse P. N. Olsen, bestyrelsesformand for Nordjyllandsværket.
Venstre foreslår også, at de to andre kulfyrede kraftvarmeværker i Danmark - Esbjergværket og Fynsværket – stopper med at bruge kul før planlagt.