Fyret flyttes: Kjeld må opfinde nyt værktøj

Han hedder ikke Ole, men Kjeld. Murermesteren fra Lønstrup, der er ansvarlig for flytningen af fyret ved Rubjerg Knude har en opfinder gemt i maven.

Sammen med sin makker Anders Dahl har Kjeld Pedersen opfundet en række værktøjer, som er nødvendige for dem i deres arbejde med at forberede flytningen af fyret.

- Det er jo ikke nemt lige at købe noget værktøj, som passer til det her, så vi er nødt til at lave det selv, siger Kjeld Pedersen.

Indtil videre er der kommer nyt værktøj ud af blandt andet en flaskerenser fra Jem og Fix, dunkraft fra Biltema og koste og skovle.

- Vi kan ikke bruge en almindelig skovl til at grave ind vandret med, så vi har lavet en gammel kulskovl, fortæller Kjeld Pedersen, mens han viser opfindelsen frem.

Det barske vejr ved Rubjerg Knude Fyr er ikke bare hård ved de maskiner, som bruges til at flytte fyret. Også murermesterens skæg er hårdt plaget, så derfor er Kjeld Pedersen nu uden fuldskæg.

Sandet er en udfordring

Det er en udfordring at arbejde i sandet ved fyret, for lige så snart der er boret et hul i fyrets fundament, så blæser der sand i.

- Så renser vi hullerne godt med flaskerenseren fra Jem og Fix som Anders har svejset på en lang jernstang, siger Kjeld og viser Anders Dahls opfindelse frem.

Kjeld Pedersen og Anders Dahl er onsdag i gang med at støbe 25x25 centimeter jernplader fast under fundamentet i Rubjerg Knude Fyr. I hver plade under fyret skal der skrues en jernstang eller såkaldt diwydaks-stang ned i. Det er de stænger, som skal bære, når fyret skal flyttes om en måned.

 

Byggemøder om natten

Det er ikke kun i de lyse timer, at de to håndværkere er i gang.

- Både Anders og jeg holder sommetider byggemøde med os selv om natten, og så kommer der lidt ideer. På den måde finder vi ud af, hvad vi skal bruge, og så er det godt, at Anders kan svejse. Det er ikke en af min spidskompetencer, siger Kjeld Pedersen, inden han igen vender sig mod arbejdet ved fyret med en af deres opfindelser i form af en kompressor.

Kjeld Pedersen kravler ned ved fundamentet, og med den ombyggede kompressor begynder han at blæse sand væk inde under fundamentet.

Denne flaskerenser gør det muligt at holde de dybe huller fri for sand.
Denne flaskerenser gør det muligt at holde de dybe huller fri for sand.
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen

 


Seneste nyt

fra Nordjylland