Aalborgs gulddrenge hyldes på rådhuset klokken 15.00
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix
Aalborg Kommune håber, at så mange nordjyder som muligt tager del i festlighederne på Gl. Torv.
Aalborg Håndbold sikrede sig søndag aften det danske mesterskab i herrehåndbold, da nordjyderne på overbevisende vis slog Skjern på udebane med 32-25 i anden DM-kamp mellem de to mandskaber.
De nykårede danske mestre blev allerede i går hyldet, da de ankom til Aalborg fra Skjern. Men i dag vil borgmester Thomas Kastrup-Larsen også officielt lykønske Jan Larsens håndbolddrenge på rådhuset. Det sker fra 15.00 - 15.30.
Aalborg Kommune opfordrer i den anledning til, at de nordjyske borgere møder op på Gl. Torv for at hylde Aalborg Håndbold.
Hvis ikke du har mulighed for at deltage i festlighederne, kan du passende tænde for TV2 Nord Salto fra klokken 14.50 - 15.30. Her sender vi nemlig en ekstraudsendelse om det nordjyske guld. Vi har samtidig reportere inde på rådhuset.