102-årig spøgelsesbilist frakendt førerretten efter uheld på motorvej

En 102-årig mand blev mandag frakendt førerretten i tre år for at have forårsaget et færdselsuheld på motorvej E39 i juni sidste år.

Et færdselsuheld på motorvej E39 i juni sidste år betyder, at en 102-årig mand fra Vrå ikke må køre bil i de næste tre år. Det er en kendsgerning, efter at sagen mandag blev behandlet ved Retten i Hjørring.

Den 102-årige mand forårsagede uheldet, da han kørte på motorvejen ved Vrå mod færdselsretningen og stødte sammen med en anden personbil. Der skete materiel skade, men ingen personer kom alvorligt til skade ved sammenstødet.

Vil ikke køre bil igen

Den 102-årige spøgelsesbilist blev mandag idømt en bøde på 3.000 kroner og en betinget frakendelse af sin førerret i tre år. Det oplyser anklager Mikkel Holdensgaard fra Nordjyllands Politi.

- Han blev således dømt efter anklageskriftet og modtog dommen. Han erkendte forholdet, var ked af alt det postyr, som han havde været skyld i, og ville afholde sig fra at føre bil igen, siger anklageren, som oplyser, at han er tilfreds med dommen.

Spøgelsesbilisten, som var 101 år, da færdselsuheldet skete, havde fået fornyet sit kørekort, så det var gældende indtil 2033.


Seneste nyt

fra Nordjylland