14-årig pige fik kraftig hjernerystelse: Nu efterlyser mor bilist
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Arkivfoto
Johanne Tranholms 14-årige datter var i går eftermiddags involveret i et uheld. Nu efterlyser hun bilisten, der kørte datteren ned.
Opdatering 14/11: Johanne Tranholm har nu fået afklaring i sagen og takker for hjælpen.
I går eftermiddags fik Johanne Tranholm en slem nyhed.
Hendes 14-årige datter var blevet kørt ned foran SuperBrugsen i Hirtshals.
Datteren var ved at krydse vejen for at komme ind i SuperBrugsen, da en ældre mand i en grå bil ramte hende.
Den 14-årige røg op på kølerhjelmen og blev kastet ned på vejen. Den ældre herre, der førte bilen, spurgte, om hun var okay, men forlod efterfølgende stedet - uden at efterlade sine oplysninger ved datteren eller vidner.
Det har flere vidner fortalt Johanne Tranholm.
- Jeg var i chok, da jeg hørte, at hun var blevet kørt ned. Jeg kan ikke huske vejen, som min mand kørte ned til hende, fortæller den chokerede mor.
For at få kontakt til ambulance og politi måtte Johanne Tranholm tage turen med sin datter op i lejligheden på 2. sal for at hente sin mobiltelefon, der lå til opladning.
- Min datter går meget langsomt, og jeg kan se, at der er noget galt.
Mor og datter blev hastet til Aalborg Sygehus, hvor personalet ifølge Johanne Tranholm kunne konstatere, at datteren slap for brækkede knogler, men at der var masser af blå mærker, knubs og en kraftig hjernerystelse.
Derfor har datteren fået besked på at tage den med ro i den næste tid.
Nu håber Johanne Tranholm, at chaufføren i den grå bil melder sig på banen, så hun kan høre hans side af historien.
- Vi har hørt min datters, vores underbos og en andens side af historien.
- Nu vil vi godt bare høre hans forklaring, så vi kan sætte et punktum i sagen.
Chaufføren i den grå bil er ifølge datteren en ældre mand, der har briller og skæg.
TV2 Nord har forsøgt at komme i kontakt med politiet for at få bekræftet, at de er på sagen. Men det er endnu ikke lykkedes.