187 kilo plastik satte fokus på stigende problem

60 frivillige var i dag på stranden i Løkken for at indsamle plastik.

Årets første fælles rensning af stranden i Løkken fandt sted i dag og havde det helt klare formål at sætte fokus på problemet med plastikforurening i havene. Strandrensningen var arrangeret af Race for Oceans i samarbejde med lokale virksomheder.

På kun halvanden time lykkedes det de over 60 deltagere at samle 187 kilo plasticaffald.

- Det er træls at se på. Vi bruger også selv stranden tit, så man burde egentlig altid have en pose med, siger Bruno Værge Rasmussen fra Tollestrup, der sammen med familien var en af de frivillige, der brugte noget af lørdagen på at rense stranden ved Løkken.

Plastik kan gøre skade

Det er særligt én type affald, arrangørerne bag strandrensningen håber at få væk fra naturen.

- Vi gør det her for at skabe fokus på den desværre stigende plastikforurening, som vi ser langs kysterne særligt her langs Vestkysten, siger arrangør af Race for Oceans Signe Simonsen.

Og der er al mulig grund til at indsamle plastikaffaldet, der er skadeligt.

- De små stykker plastik kan gå ind i maven og lave ravage på dyr, siger professor Jes Vollertsen fra Aalborg Universitet.

Han peger på, at dagens indsamlede 187 kilo plastikaffald kun er en dråbe i havet i forhold til de adskillige millioner ton plastik, der hvert år ryger ud i havet.

- Men hvis ikke man begynder et eller andet sted, kommer man jo aldrig i mål, siger Jes Vollertsen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland