21-årig oddsede løs på chefens spillemaskine
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Fristelsen af at kunne vædde på chefens regning var åbenbart for stor for en 21-årig mand.
En 21-årig mand fra Hjørring kunne tilsyneladende ikke administrere at være ansat i en butik med oddset-maskine. Han oddsede løs på chefens regning, og nu venter der så til gengæld den unge mand en regning i flere betydninger.
Ifølge politiets anklageskrift mod den 21-årige mand så var han ansat i en butik i Hjørring, da fristelsen til at spille blev for stor. I en periode fra 11. december 2021 til 5. februar i år spillede den 21-årige løs på oddset-maskinen, når han var på vagt.
Problemet var, at han glemte at betale for de mange spil, som han foretog, og før han havde set sig om, var hans gambling løbet op i 68.000 kroner, som chefen så altså i alt stod og manglede i kassen.
Foromtale af retssag
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til mandag 3. oktober ved Retten i Hjørring.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Forventer tilståelse
Mandag skal den 21-årige efter planen møde i Retten i Hjørring for at få regnskabet gjort op med retssystemet.
Her vil sagens anklager præsentere ham for et erstatningskrav på 68.000 kroner på vegne af forretningsindehaveren. Desuden er der lagt op til, at den 21-årige skal have en straf for bedrageri efter straffelovens paragraf 279.
Det ligger i luften, at den 21-årige møder op i retten for at lægge kortene på bordet, eftersom sagen skal køre som en tilståelsessag.