51-årig mand i retten fredag: Anklaget for incest, voldtægt og trusler

En 51-årig mand skal fredag for Retten i Hjørring, hvor han er tiltalt for at have begået overgreb på flere af sine døtre. Derudover er han tiltalt for vidnetrusler og at have begået voldtægt mod sin samlever.

En mand har i perioden 1992 til 2020 begået overgreb mod fire døtre, voldtaget sin samlever og fremsat vidnetrusler.

Sådan lyder anklagepunkterne mod en 51-årig mand, der fredag fremstilles i Retten i Hjørring.

Han er tiltalt for at have begået overgreb mod fire døtre, bestående af blandt andet voldtægt, blufærdighedskrænkelse og anden seksuel omgang end samleje.

En datter født i 1988 blev i perioden 1992 til 2008 på flere adresser i Horsens, Løkken, Saltum, på en lastbiltur og telttur udsat for seksuelle overgreb. Blandt andet tildelte han hende slag med en grydeske, var dominerende, forsøgte at voldtage hende og krænke hendes blufærdighed ved at beføle og kysse hende.

En datter født i 1999 blev i perioden 2003 til 2013 forsøgt voldtaget og fik krænket sin blufærdighed.

En datter født i 2006 i perioden 2011 til 2013 fik krænket sin blufærdighed.

En fjerde datter, alderen ikke kendes på, blev i perioden 2012 til 2013 befølt af den 51-årige mand.

Voldtog sin samlever og fremsatte vidnetrusler

Udover at være anklaget for at have misbrugt fire døtre, er han anklaget for i perioden 2002 til 2020 på flere adresser i Nordjylland at have udøvet vold mod sin samlever ved at slå og sparke hende, herunder i forbindelse med en graviditet i 2005-2006.

Desuden er han anklaget for i 2020 at have fremsat trusler om vold mod en person, der skulle forklare sig til politiet og retten. Manden er blandt andet sigtet for at skrive ”Hvad fanden tror du det lyder som, min verden er kollapset fordi […] har meldt mig til politiet […]. Jeg er færdig med skide Danmark. Så snart jeg er færdig med politiet er jeg væk uden først at hævne det.”

Anklagemyndigheden nedlægger blandt andet påstand om erstatning og udvisning i Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland