57-årig mand dømt for trussel om at brænde musikskole ned
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
En mand blev mandag idømt 40 dages fængsel ved Retten i Hjørring for trusler om at sætte ild til en musikskole, fordi han var træt af at høre på trommerne.
Mandag ved middagstid blev en 57-årig mand fra Hjørring idømt 40 dages fængsel ved Retten i Hjørring. Manden er dømt for at have truet med at brænde den lokale musikskole af, fordi han var træt af at høre på lyden af trommer fra skolen. Altså er han dømt efter straffelovens § 119, stk. 1 og § 266, der handler om vold eller trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv.
- Han er dømt for at have sagt, at hvis ikke de stoppede med at spille på trommer, så ville han brænde hytten af, siger Torben Kauffmann Sørensen, der er anklager i sagen.
Han nægter selv at have sagt, at han ville brænde hytten af. Han siger, at han sagde, at han ville brænde instrumenterne af
Torben Kauffmann Sørensen, anklager, Nordjyllands Politi.
Episoden fandt sted den 3. november omkring kl. 16, da den 57-årige, der bor tæt på musikskolen, gik derover for at få dem til at holde op med at spille på trommer. Han havde i længere tid været træt af trommespillet, og var derfor ophidset, da han henvendte sig til musikskolen.
- Han nægter selv at have sagt, at han ville brænde hytten af. Han siger, at han sagde, at han ville brænde instrumenterne af, siger Torben Kauffmann Sørensen.
Manden modtog dommen, og det blev aftalt at musikskolen og den 57-årige efterfølgende vil indgå i en dialog om problemet.
Den dømte har siddet varetægtsfængslet siden episoden.