Badehuse ødelagt af stormen: - Det er for farligt at være der nu
Ikke alle badehusene i Løkken nåede at blive kørt væk inden stormen.
Mandag begyndte en større 'redningsaktion' af de ikoniske badehuse på løkken strand. Dog var det ikke muligt at få hentet alle badehusene, og derfor blev Anja Laustsen mødt af et trist syn tirsdag morgen, da hun bevægede sig ned på stradnen for at kigge til sit badehus.
- Alle kunne jo ikke nå at blive reddet, og vores blev vurderet til at være et af de mest sikre, da vi har vores til at stå på stolper. Men da jeg kommer i morges er de svømmet helt væk, og de reb, som vi binder om vangen, var helt rykket af, forklarer hun.
Udover Anja Laustsens badehus er flere andre også blevet beskadiget af stormen. På videoen længere nede i artiklen kan det ses, hvordan nogle af husene er væltet eller har fået smadret ruder.
- Noget af det farligste
Anja Laustsen har haft sit badehus i 20 år - siden 2003 - og hun var helt blæst bagover af synet, som mødte hende tirsdag morgen.
- Det tangerer til noget af det farligste, jeg har oplevet.
- For nogle år siden, stod vi og skubbede på badehusene, for at de ikke skulle svømme væk, men det er simpelthen for farligt nu, for der blæser stadig helt vildt, konstaterer hun efter at have været forbi stranden klokken 6.45.
Sådan så det ud tilbage i 2018, hvor Anja Laustsen var nede og skubbe til sit badehus.
Opråb til kystsikring
Det er som sagt ikke første gang, at Anja Laustsen oplever, at hendes badehus er på afveje på grund af storm, derfor håber hun også, at man vil begynde at overveje en form for kystsikring.
- Man burde gøre noget, for stranden forsvinder jo.
- Først lå vi helt foran redningshusets nedkørsel, men det er blevet spist op af stormene gennem tiden. Mange mistænker den nye mole, for der er altså sket noget heroppe, efter den kom, konstaterer hun.
TV2 Nord var med live fra Løkken strand tirsdag morgen. Se det hele herunder: