Birgit bliver hyldet med pris: Kaldes "yndlingspædagog" og "et hit" på Facebook
Birgit Stensbak, der sidder her med et barn på skødet, vinder prisen for at inddrage børnene og deres sanser, og så får hun masser af bevægelse ind i børnenes dagligdag.
En særlig børnehavepædagog i Hjørring har fået Politikens Pædagogpris for sit arbejde.
En "skøn pædagog" og en "dygtig, engageret og sød rollemodel for børnene".
Det skorter ikke på ros og positive ord på Facebook til den hjørringensiske pædagog Birgit Stensbak i disse dage.
Hendes arbejde i Børnehuset Kilden er blevet hædret med Politikens Pædagogpris 2022 i kategorien ’Særprisvinder Dagtilbud’. Nøgleordet er bevægelse, når hun og kollegerne hiver børnene med på sneløb, cykeldag og heste-klappetur.
- Birgit er simpelthen bare indbegrebet af en meget stærk pædagogfaglighed forstået på den måde, at hun er meget gavmild, når hun deler ud af den over for både børn, kolleger og forældre. Man taler meget om, at dagligdagen i dagtilbuddet er lige dele rutiner og spontanitet, og det formår hun virkelig at navigere i, siger Andreas Rasch-Christensen, som er medlem af det faglige panel og forskningschef ved Forskningscenter for Pædagogik og Dannelse på VIA University College.
Bare tæer i nyfalden sne
Det er tre forældre, der har indstillet Birgit Stensbak til prisen, og de fremhæver alle hendes måde at inddrage bevægelser og sanser i det daglige pædagogiske arbejde.
Blandt andet nævner de, at Birgit Stensbak har taget initiativ til sneløb, hvor børnene fik lov at smide sko og strømper for at løbe en tur ud i den nyfaldne sne. Men også den faste cykeldag, hvor børnene har succesoplevelser i sadlen er noget, forældrene har bemærket som noget særligt.
- Der er noget planlagt, nogle tilbagevendende aktiviteter og indslag, og så er der det helt spontane, hvor man mærker, at Birgit formår at gribe de ting, der opstår spontant i hverdagen. At en pædagog kan navigere mellem det planlagte og det spontane, er en helt afgørende kvalitet, og det kan Birgit i den grad, siger Andreas Rasch-Christensen.
Kærlighedsstorm på Facebook
Tildelingen af prisen vinder genklang på Facebook, hvor en lang række forældre sender kærlige hilsner til den vellidte pædagog i forbindelse med nyheden, som Hjørring Kommune har delt på deres side.
- Vi har haft glæden af dig med alle fire børn herhjemme - selvom det er mange år siden, så tænker vi stadig på hvor skøn en pædagog du er 🥰, skriver Christina Jensen.
- Har virkelig også sat stor pris på din måde at være på, i de mange år vi har haft sammen, omkring vores børn, skriver Marianne Dahl Nielsen.
Men det stopper ikke her - også voksne, der selv har gået i børnehaven som barn, husker Birgit:
- For mange år siden da jeg gik i børnehave, var du min yndlingspædagog. Mine egne børn har været så heldig at opleve dig i feriepasning, og der var du også et hit 👏😊, skriver Rikke Ahrens Sandlykke.