Borgermøde om farlig skolevej endte ikke i løfter fra politikerne
Foto: TV2 Nord
Karin Ledet er en af de bekymrede forældre i området.
Der var lydhørighed fra borgmesteren i Hjørring, men det resulterede ikke i lovning om snarlig handling.
- Vi er sådan set enige. Der er bare en detalje. Det er financieringen af det, der mangler, lød det fra borgmester i Hjørring Kommune, Søren Smalbro ved aftenens borgermøde i Hjørring.
Det hele handler om området i Bagterp-Halvorsminde i den sydlige del af Hjørring, hvor en anselig gruppe borgere er bekymrede for trafiksikkerheden.
I de seneste år er der sket en voldsom udstykning området, og mange nye familier er kommet til. Trafikmængden er derfor steget, og en del trafikanter bruger Bagterpvej og Halvorsmindevej som en omfartsvej mellem Løkkensvej og Aalborgvej.
Derfor var håbet i lokalområdet, at politikerne kunne råbes til handling ved aftenens borgermøde. Og borgmesteren tog da også problemet alvorligt:
- De tiltag, der er lavet her nu, de har absolut, absolut højnet sikkerheden herude. Men vi er ikke færdige. Og det er også det, der er blevet sagt. Men det ville være naivt af mig at love, at folk bare lige skal vente i et års tid eller halvanden, så er vi færdige. Fordi det kommer ikke til at holde, lød det fra Søren Smalbro.
Lang ventetid
Det svar gav en af de bekymrede forældre i området, Karin Ledet, ikke meget for:
- Der er ikke så meget nyt under solen. Det har været et problem i over 20 år. Og kommunen har med åbne øjne godkendt flere og flere grunde og har faktisk bare gjort ondt værre.
Men I har jo købt hus herude alligevel. Hvorfor er det så, I råber op?
- Jamen, det var måske også lidt dumt, at vi gjorde det. Fordi vi havde nok antaget, at der på sigt ville komme noget ordentligt infrastruktur, når vi boede her. Vi lægger alle sammen vores skattepenge her, så vi tænkte måske også, at det også ville blive godt for os i vores område. Men det lader lidt vente på sig.
Politikerne i Hjøring Kommune skal senest den 15. oktober vedtage budgettet for næste år.
Kom med til borgermødet her: