Budgetdrama i Hjørring fortsætter: - Man gør det modsatte af, hvad borgerne har bedt os om
Foto: Anne Christensen, TV2 Nord
Selvom Konservative forlod de V-ledede budgetforhandlinger, tordner de videre – nu fremlægger de deres eget budget, selvom det ikke vedtages.
"En omvendt-Robin Hood", "tisse i bukserne for at holde varmen" og et hul i budgettet, de kalder "dødens gab".
Kritik og hårde ord har der været nok af i forbindelse med budgetforliget i Hjørring Kommune.
Først kaldte Konservative Per Møller sin borgmester, Venstres Søren Smalbro for ’socialdemokrat’, efter han lagde op til at hæve skatterne.
Der skulle dog mere til at ryste den nye borgmester.
Nu fremlægger Konservative – i protest mod det aftalte budget, som de forlod forhandlingerne af allerede efter 16 minutter – deres eget budget.
Den hårde retorik står Per Møller gerne på mål for.
- Man skal være ude i alle hjørner, hvis man i en krisetid sætter skatten op i Hjørring Kommune. Det handler om principper og ikke de 100 kroner om måneden, det koster en almindelig familie, siger han.
Hjørring Kommunes økonomi har længe været stram, og derfor fik man – i øvrigt ligesom Rebild – mulighed for af Indenrigsministeriet at hæve skatten.
Den mulighed greb V-borgmester Søren Smalbro, der sidste år overtog efter den mangeårige socialdemokrat, Arne Boel.
Men Konservative mener, man klatter skattestigningerne væk – og man "mister muligheden for at gøre det, når det virkelig brænder på". Det mener de ikke, det gør i Hjørring endnu.
"Dødens gab" i Hjørring
Konservative har regnet sig frem til, at budgettet frem mod 2026 koster godt 35 millioner i drift og 20 millioner på anlæg. Med skattestigningen, der hiver 49 millioner kroner i kommunekassen, mangler der stadig seks millioner.
Det, er det gab, som Per Møller kalder "Dødens Gab".
Summen af det hele, er at beløbet af de øgede skatteindtægter, klatter man væk
Per Møller (K)
Og at kommunen "tisser i bukserne for at holde varmen".
Er det ikke lidt bedrevidende og bittert, når nu I ikke kunne være med i forliget?
- Det kunne man sige, men summen af det hele, er, at beløbet af de øgede skatteindtægter, dem klatter man væk, fortsætter han.
Hvad vil Konservative?
Konservative foreslår ’strukturændringer’ og vil hente 15 millioner kroner i energieffektiviseringer i deres budget.
Desuden vil de droppe de store poster til Naturmødet, der i perioden får 8,4 millioner og anlægstilskuddet til en ny svømmehal i Vrå på 20 millioner.
- Vi er ikke mavesure. Men borgerne i Hjørring Kommune valgte jo en ny retning sidste år. En borgerlig retning. Det V gør nu som forhandlingsleder, er at gå ind og lave et rødt budget.
I bærer vel selv et ansvar for, at budgettet bliver rødt, ved at udvandre så tidligt, frem for at påvirke?
- Problemet var at den skattestigning var en dealbreaker, siger Per Møller.
Han understreger, at både V og K gik frem med i alt seks mandater ved valget sidste år, og det er derfor, han mener, at budgettet vender ryggen til folkestemningen i Hjørring.
- Det er ikke det, borgerne har bedt os om, slutter han.