I dag er de andre dobbelt så gamle som Rasmus
Foto: Thomas Hansen
Han mener, at det arbejde, der foregår i rådene, er meget vigtigt og givende.
Rasmus Viking L. R. Christiansen er blot 31 år gammel, men han har siddet i menighedsrådet for Skallerup-Vennebjerg-Mårup Sogne, siden han var 27 år. I menighedsrådene er gennemsnitsalderen ellers 61 år.
- Man kan sige, jeg er lidt gammel af sind nogle gange. Jeg er nogle gange ældre end de ældste her, lyder det fra Rasmus Viking L. R. Christiansen, inden han bryder ud i latter.
Han er i fuld sving sammen med de resterende medlemmer med at forberede sig til menighedsrådsvalget på tirsdag.
- Der er forberedelse og så videre. Det tager jo noget tid at være medlem, men så kan man lade være med at bruge en halv time hver aften på YouTube, og så kan man lave noget praktisk arbejde og få noget for hånden og bidrage til fællesskabet og fremtiden, smiler Rasmus Viking L. R. Christiansen.
Hvis ikke vi gør noget går alt i stå
Men selv om Rasmus Viking L. R. Christiansen er meget lattermild, mener han helt alvorligt, at det frivillige arbejde, han og mange andre gør for at holde gang i den danske folkekirke, er vigtigt og slet ikke kan undværes.
Han er godt klar over, at menighedsrådene er i skarp konkurrence med for eksempel idrætsklubberne, når det gælder folks tid. Men langt de fleste vil jo gerne have kirken, ikke mindst når det gælder milepælene i et menneskes liv, mener han.
- Kirken er en institution, der altid er der, og så tænker vi ikke over den, før vi lige pludselig skal bruge den. Ved dåb, begravelse eller lignende. Og så glemmer man lidt, at det ikke bare er givet. At der ligger et stort arbejde bag at have kirken, pointerer Rasmus Viking L. R. Christiansen.
For en udefrakommende kan det måske synes uden den store vigtighed, men den køber Rasmus Viking L. R. Christiansen ikke.
- Det er det, der skal til, for at få det til at løbe rundt. Hvis ikke, vi gør det, går det i stå, og så begynder folk at beklage sig. Der er så mange ting i livet i livet, vi er nødt til at tage os af. Og det er et givende arbejde, når først man går i gang med det, påpeger Rasmus Viking L. R. Christiansen.
Skal der være alkoholfri altervin?
På tirsdagens menighedsrådsmøde for Skallerup-Vennebjerg-Mårup Sogne var der en del fokus på vedligeholdelse, fremtidens kirkegårde og arrangementer.
På et af de sidste punkter om blev det diskuteret, om der skal serveres alkoholfri vin ved altergang. Bølgerne går ikke højt. Men der forskellige synspunkter.
Se diskussion om alkoholfri altervin