Egon på 73 år er den yngste medarbejder i nordjysk virksomhed
Egon Oldenburg går først på pension, når han bliver gammel.
Hos Boxit i Hjørring arbejder flere ældre medarbejdere, og det lønner sig både for dem og virksomheden.
Mens pensionsalderen stiger, og debatten om aldersdiskrimination på danske arbejdspladser blusser op, er realiteterne en helt anden hos Boxit i Hjørring.
For mens de færreste kan bryste sig af en gennemsnitsalder på 76 år på arbejdspladsen, er det netop tilfældet i den nordjyske virksomhed.
Her arbejder blandt andre 73-årige Egon Oldenburg som yngste medarbejder i butikken to dage om ugen, hvor han udlejer de i alt 625 depotrum til kunder i forskellige livssituationer. For ham er det utænkeligt at sige farvel til arbejdslivet.
- Så skulle man gå hjemme og være på efterløn og gå og nyde det, men da jeg havde prøvet det i fire måneder, så kunne jeg ikke holde det ud, fortæller Egon Oldenburg.
Medarbejdere af kvalitet
Overordnet set er gennemsnitsalderen for medarbejdere hos Boxit-kæden 54 år, og kædens driftsdirektør, Lars Alkert Andersen, er ikke i tvivl om, hvorfor flere burde ansætte ældre medarbejdere.
- Det har vi qua, at vi i Boxit jo på lige fod med andre virksomheder ynder at ansætte efter kompetencer. Og de kompetencer, som vi har brug for i hverdagen, er mennesker med god empati, rummelighed, og som er servicemindede, men samtidig også har struktur og kvalitet, fortæller han.
Det næste mål, det er så 85
Egon Oldenburg
I virksomheden ansætter man ældre medarbejdere og udskifter ganske sjældent i sin medarbejderstab, hvilket forklarer den høje gennemsnitsalder.
Med sine 13 år hos Boxit og generelt mange års erfaring på arbejdsmarkedet, er det en opfattelse Egon Oldenburg deler:
- Jeg plejer at sige, at når man ansætter de mennesker, der er over 60-70 år – så er de aldrig syge og kommer hver dag, fortæller han.
Mange år på arbejdsmarkedet endnu
Lars Alkert må dog indrømme, at han i starten var usikker på, hvordan det ville gå de ældre medarbejdere med at håndtere IT. Siden da har det dog vist sig, at der ikke var noget at bekymre sig om. Det foregår nemlig ganske gnidningsfrit for Egon Oldenburg og hans kollegaer.
- Jeg har altid sagt, at når man kører hjem, så skal det være sådan, at man er glad og fløjter. Så har man gjort det, man skal, fortæller Egon Oldenburg med et smil på læben.
For Egon er arbejdet med til at holde ham frisk og rask, og han har ingen intentioner om at stoppe lige foreløbigt.
- Det næste mål, det er så 85. Så hvis ellers helbredet er der, så kan jeg ikke se, at der er noget til hinder, fortæller han.