Er du klar? X-Factor kommer til nordjysk by
Foto: Lasse Lagoni/TV 2
Nu kan drømmen om at møde Thomas Blachman gå i opfyldelse, hvis du imponerer til castingen.
Har du X-Factor?
Så er det bare med at skifte sang under bruseren ud med den store scene, når det populære tv-program gæster Hjørring 15. maj.
Her vil man nemlig afholde en pop-up-casting i Hjørring Handel, lyder det på deres Facebook-side.
Det er en casting, hvor alle må deltage og få testet sangtalenten af.
'Hvis du imponerer casterne, får du chancen for at synge foran dommertrioen til auditions i efteråret. Du springer altså over de officielle precastings, som foregår i København og Aarhus, hvis man kommer til en pop-up casting', lyder det videre i opslaget på det sociale medie.
Eneste krav er, at man synger et helt vers, så casterne lige kan vurdere, om sangstemmen rækker til mere.
Scenen på Amtmandstoften er åben i tidsrummet fra klokken 13 til 17, lyder det afslutningsvist.