Færre elever med særlige behov har betydet fyringer på Vrå Højskole

Færre elever med særlige behov har betydet en omlægning af dagligdagen og økonomien på Vrå Højskole.

En ændret elev-sammensætning er hovedårsagen til, at Vrå Højskole dette efterår har måttet fyre 15 af 42 medarbejdere og sætte yderligere fire på nedsat tid. Sådan lyder det fra højskolens bestyrelsesformand siden 2019 Anne Marie Heide Hviid.

- Det er utrolig trist, men vi har i coronatiden mistet en stor del af de elever, der har særlige behov, og det betyder på grund af tilskud også noget for, hvordan vores økonomi hænger sammen, siger hun.

Vrå Højskole mangler ikke elever, så opgaven har udelukkende handlet om at justere økonomi og medarbejderstab til en ny virkelighed, lyder det fra formanden.

Hårdt efterår

To barske opsigelsesrunder siden september har været en hård omgang for bestyrelse og ledelse, fortæller Anne Marie Heide Hviid.

- Det har været en hård proces, for vi har alle store følelser for Vrå Højskole, men vi har fået lavet en fin plan og har oplevet god forståelse fra vores sparekasse, så jeg er sikker på, vi er på rette vej, lyder det fra bestyrelsesformanden.

Anne Marie Heide Hviid er sikker på, de kommende højskoleelever ikke vil opleve en amputeret højskole, når de møder op i 2022, hvor ændringerne for alvor træder i kraft.

- Vi kommer til at ligge i niveau med andre højskoler i forhold til tilbud og lærerdækning. Vores hverdag bliver bare justeret lidt, så den passer til den nye elevsammensætning, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland