Familie holder ferie som i gamle dage: - Det er et helt andet nærvær

Strømmen er væk, og mobiltelefonerne pakket ned hjemme i skufferne, når familien Reinert Øregaard holder ferie på husmandsstedet Mosbjerg.

Den blå kaffekande simrer på det gamle brændekomfur, mens Charlotte Øregaards barn og barnebarn spiser ribs udenfor i aftensolen.

- Vi er lige blevet færdige med at spise aftensmad - stegt flæsk med persillesovs og nyopgravede kartofler. Det er vores hofret heroppe, siger Charlotte Øregaard, mens hun viser rundt.

quote Vi kommer fuldstændig ned i gear

Charlotte Øregaard

Det er 16. sommer, hende og familien tager tilbage i tiden på ferie på husmandsstedet Mosbjerg, der er en del af Vendsyssel historiske museum.

Vi er helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, og det betyder nul strøm i huset, mens vand skal hentes udenfor.

Isabella Reinert, mor til Olivia på snart to år, er denne sommer taget med på ferie på husmandsstedet.
Isabella Reinert, mor til Olivia på snart to år, er denne sommer taget med på ferie på husmandsstedet.
Foto: Julie Schou Nielsen, TV2 Nord

Fire generationer er med

Også Chalottes 79-årige mor Jytte Reinert har været med fra starten. Og denne gang er Chalotte Øregaards datter og barnebarn også med.

- Det er et stort privilegium at få lov til at være sammen fire generationer til denne her fantastiske ferie. Vi hygger os alle sammen, siger Jytte Reinert.

For hende betyder ferierne meget.

- Det er jo guld værd, at man kan få de dejlige minder med, siger hun.

Jytte Reinert med gammeldags hovedbeklædning. Hun nyder tiden med familien.
Jytte Reinert med gammeldags hovedbeklædning. Hun nyder tiden med familien.
Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord

Hårdt arbejde

Men det er ikke bare ren afslapning. For der er mange pligter, der skal passes på gården for at få det hele til at løbe rundt.

- De første år var det lidt hårdt, at man hele tiden skal sørge for at fylde brænde på komfuret. Og vi var godt ømme i ballerne om aftenen af alt det fysiske arbejde, griner Charlotte Øregaard.

Samtidig er familien også en del af udstillingen på et museum, hvor besøgene kan komme og kigge hver dag fra ti til 17.

- Folk er bare fascinerede af, at man skal ud og hente vand og sørge for brænde, når man skal lave mad. Så hvis vi fortæller, hvad vi går og laver og serverer lidt smagsprøver, så er de jo faktisk tilfredse, siger Charlotte Øregaard.

Stegt flæsk med persillesovs er hofretten i den traditionelle spisestue, og her er der ikke nogle skærme ved bordet.
Stegt flæsk med persillesovs er hofretten i den traditionelle spisestue, og her er der ikke nogle skærme ved bordet.

Skruer op for nærvær

På den gamle gård er der ikke sket meget de seneste 100 år. Og det passer familien helt fint i en tid, hvor det digitale liv fylder meget i hverdagen.

- Vi kommer fuldstændig ned i gear i forhold til alt det med at være på med mobiltelefon og computer. Det er et helt andet nærvær. Så jeg synes virkelig, det er en autentisk og afslappende ferie, siger Charlotte Øregaard og understreger, at hun gerne vil blive ved med at rejse tilbage i tiden mange år endnu:

- Nu har vi fået et lille barnebarn. Hun skal også have den oplevelse med, helt anderledes nærvær. Vi spiller kort, går på stylter og laver ringspil, når vi ikke lige laver mad.

Har du selv fået lyst til at besøge husmandsstedet, kan du gøre det frem til den 15. august.

Se med, da vi besøgte familien på ferie i gamle dage:

Vandpumpning, brændehugning og bagning er nogle af de aktiviteter, familien får dagen til at gå med på husmandsstedet Mosbjerg.

Seneste nyt

fra Nordjylland