Fire unge kvinder 'drugged' på natklub: - En af de værste dage i mit liv
Der sættes hårdt ind for at stoppe 'drugging' i nattelivet.
Fire kvinder har de seneste to weekender oplevet at blive 'drugged' det samme sted i nattelivet. De er altså blevet bedøvet af stoffer, de ikke selv har haft til hensigt at tage.
To weekender i træk er det sket på natklubben Flying Hirsch.
- Det var forfærdeligt. Det var den værste dag, jeg nogensinde har haft, mens jeg har arbejdet i nattelivet. Og nok også en af de værste dage i mit liv.
Sådan siger medejeren af Flying Hirsch Kasper Rasmussen om en af de nætter, hvor han var på arbejde, og flere piger blev 'drugged'.
Natklubbens ejere og ansatte har været meget berørte af hændelserne de seneste weekender.
- Vi har haft rigtig, rigtig dårlig mave de sidste par dage, hvor vi ikke har vidst, hvordan tilstanden har været på de her unge piger, siger det fra en tydeligt påvirket Kasper Rasmussen.
Pigerne har det efter omstændighederne godt ifølge TV2 Nords oplysninger.
Se interviewet med Kasper Rasmussen fra Flying Hirsch herunder:
Ser en stigende tendens
Hjørring er ikke det eneste sted i Nordjylland, hvor problemerne med 'drugging' er store i øjeblikket.
- Der er studiestart, og gaden (Jomfru Ane Gade, red.) er tætpakket af unge mennesker. Efter det, der er sket i Hjørring, kan også se en tendens til, at der er lidt flere af den slags tilfælde her i gaden i øjeblikket, lyder det fra Martin Bossen, der er medstifter af Safe House Aalborg.
Safe House opfordrer 'drugging'-ofre til at anmelde episoderne.
- Der er rigtig mange, der ikke anmelder det og bare lader det gå i glemmebogen. 'Nå okay, så slutter den bytur, og vi har det egentlig O.K. bagefter', siger Martin Bossen.
- Så der er også et mørketal.
Hos politiet i Hjørring er anmeldelserne tikket ind fra de seneste weekender fra hændelserne hos natklubben Flying Hirsch.
- Vi tager de her sager meget alvorligt, og det, vi konkret er i gang med, er, at vi er ved at se videoovervågning igennem, forklarer efterforskningsleder hos Nordjyllands Politi i Hjørring, Maiken Saaby.
- Derudover er der udtaget nogle prøver, som vi har sendt ind, og som vi afventer resultat på. Når vi har resultat på det, og vi ser, hvad videoovervågningen bringer til veje, vil det danne grundlag for de næste efterforskningsskridt i sagen.
Se TV2 Nords indslag om 'drugging' i nattelivet herunder:
Hvorfor ødelægger folk det for andre?
Tilbage hos Flying Hirsch i Hjørring er de klar til at tage næste skridt for at undgå, at deres kunder bliver 'drugged' på natklubben.
- Vi har selvfølgelig altid meget fokus på sikkerhed herinde med vagtpersonale, trænede bartendere til nødsituationer, overvågning og alt muligt andet, forklarer Kasper Rasmussen.
- Men helt ekstraordinært har vi sat noget ekstra vagtpersonale på de kommende uger, og så har vi også noget ekstra videoovervågning sat op. Vi vil gerne have mulighed for at finde frem til, hvad det egentlig er, der foregår.
Tilbage hos medejeren af Flying Hirsch er der dog stadig et par spørgsmål.
- Vi spørger os selv om, hvordan det kan ske. Vi synes jo, at nattelivet skal være et rart og positivt sted for alle at befærde sig.
- Vi spørger også os selv om, hvorfor der er nogen, der synes, at de skal have lov til at ødelægge det for andre.