Forældre tiltalt for at give datter euforiserende stof – babyen måtte til afvænning
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Et forældrepar fra Hjørring er blevet tiltalt for at have dopet deres spæde datter med opioider, så datteren måtte indlægges til afvænning i flere uger.
Nordjyllands Politi mener, at forældrene gav den spæde datter det euforiserende stof OxiContin i en periode fra 23. november til 18. december 2022.
Datterens alder på daværende tidspunkt fremgår ikke præcist af sagens oplysninger, men pigen er født i 2022 og har således været spæd, da parret – ifølge politiet – gav hende det vanedannende stof.
OxiContin er et kraftigt morfinlignende, smertestillende middel, som på ingen måder er beregnet til børn under 12 år.
Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvor meget politiet mener, at forældrene har givet datteren, men det lille barn blev efterfølgende indlagt på sygehuset med tegn på abstinenser. Hun var i afvænning fra 18. december 2022 til 25. januar 2023, fremgår det af oplysningerne i sagen.
Den meget usædvanlige sag skal efter planen for Retten i Hjørring mandag 27. maj, og her vil forældrene blive tiltalt for vold af særlig rå, brutal og farlig karakter over for barnet.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan forældrene forhold sig til politiets anklager.