Forelsket gymnasiedreng blev afvist, men han gav ikke så let op
Foto: Henriette Maj Pedersen
Hvad gør man, når man forelsker sig helt og aldeles i en smuk pige fra 3.G, som ikke værdiger én et blik?
Den håbløse forelskelse som 1.G´er i den smukke 3.G´er, som gør en blød i knæene, når man blot ser hende på gangen, lige nøjagtig den forelskelse ramte 17-årige Emil Kobber fra Hjørring, da han begyndte på Hjørring Gymnasium.
Han vidste godt, at hans chancer hos den udkårne var små, men så fik han den idé at skrive en sang til hende.
- Ligeså snart da jeg så hende med de store blå øjne, så var jeg faldet for hende med det samme, men når man er 3. G´er, så er det ikke lige 1.G´erne, man kigger efter. Så jeg tænkte alle mulige scenarier i forhold til, hvordan jeg kunne vinde hende, og så gik jeg hjem på værelset og gjorde det, jeg egentlig har gjort i mange år, nemlig at skrive musik og synge, fortæller Emil Kobber.
- Jeg begyndte at skrive sange til hende i håbet om, jeg en dag ville kunne synge for hende.
Og det er der i løbet af de seneste år kommet til flere sange ud af.
Flere sange til Anna
Sange der både handler om lykke, varme og nærhed - og ulykkelig kærlighed, med andre ord masser af sange, som giver følelserne frit løb og en klar fornemmelse af, hvorfor hjerte rimer på smerte.
Trods de mange sange fra bare 17-årige Emil Kobber, så forblev det uforløst kærlighed.
For lige lidt hjalp det.
Den udkårne Anna ville ikke have ham.
- Jeg er rigtigt glad for Anna, selvom det aldrig blev til noget stort. For uden hende så var jeg aldrig nået hertil med alle de sange, jeg har skrevet til hende, fortæller Emil Kobber, som efter sommerferien selv bliver 3.G´er på Hjørring Gymnasium.
På scenen til musikfest
Til sommer kan han kalde sig student med musik som speciale, og allerede nu kan han kalde sig komponist, tekstforfatter og sanger, da han har udgivet en stribe af sangene til Anna på blandt andet Spotify.
Og nu har han netop debuteret foran det hidtil største publikum; nemlig til den årlige musikfest i Hirtshals, Musik Under Trappen.
- Det er megastort. Jeg blev så glad, da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at spille til den her store event. Der er musikere på plakaten som hovednavne, som jeg har set op til lige siden, jeg var lille, siger Emil Kobber.
Drømmer om professionel musiker
Og debuten til musikfesten giver ham mod på mere, for han drømmer om at gøre karriere som musiker.
Han har allerede planlagt, at han efter studentereksamen skal have sabbatår, så han for alvor kan fokusere på musikken.
- Jeg har noget på hjertet, og jeg vil musikken. Jeg vil fortælle min historie, og jeg vil fortælle folk derude, at de ikke er alene om at miste nogen - venner eller kærlighed, altså man kan tolke på det, som man vil. Jeg vil gerne tolke på det på den måde, at man skal lære af sin smerte og lære at komme videre, så man ikke går helt ned i kælderen, lyder det fra Emil Kobber.