Forsamlingsforbuddet gælder stadig: 45 får bøder efter privat fest i Hjørring
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST
Nordjyllands Politi er i færd med at udstede bødeforlæg til 45 personer, der i weekenden i Hjørring overtrådte forsamlingsforbuddet.
45 personer kan se frem til en bøde på 2.500 kroner, fordi de deltog i en privat fest i Hjørring i weekenden.
Nordjyllands Politi blev lørdag 15. maj 2021 kl. 23.59 sendt til Jernbanegade i Hjørring, hvor der var privat fest i et lejet lokale på adressen. Anmeldelsen lød på, at der på stedet var flere end 25 personer til stede. Det fortæller Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse
- Da vi ankom til adressen, kunne vi konstatere, der var i alt 45 personer til stede. Alle deltagerne i festen blev registreret af politifolkene, siger politikommissær Maiken Saaby Larsen.
Efterfølgende har politiets jurister vurderet sagen i forhold til, om COVID-19-restriktionerne var overtrådt. Og denne vurdering er klar: Der er sket en overtrædelse af forbuddet mod større forsamlinger ved at have deltaget i et indendørs arrangement, hvor der var flere end 25 personer til stede på samme sted samtidig.