Fortuna Hjørring præsenterer ny cheftræner
I midten til venstre ses den nye cheftræner Martin Møller Kristensen. Længst til højre står den nye assistenttræner Mathias Bengtsson.
Fortuna Hjørrings nye cheftræner bliver 37-årige Martin Møller Kristensen.
Nordjyllands bedste fodboldhold på kvindesiden har i dag fået ny cheftræner. Det bliver den 37-årige Martin Møller Kristensen, der skal forsøge at styrke det grøn- og hvidklædte Fortuna Hjørring-mandskab, så de står knivskarpt til den kommende sæson.
Det bliver Mathias Bengtsson, der skal agere cheftrænerens højre hånd.
Video: - Vores målsætning er at vinde rækken, lyder det fra den nye cheftræner.
Ingående kendskab til ligaen
Martin Møller Kristensen har en fortid som træner i IF Lyseng og Skovbakken IK. Derudover har han også ageret ekspert på TV3 Sport, og i den forbindelse har han dækket den bedste danske kvinderække tæt.
Assistenten Mathias Bengtsson har en baggrund som assistenttræner i AaB Kvinde Elitefodbold. Begge har UEFAS A-trænerlicens.
Martin Møller Kristensen overtager cheftrænertjansen fra Brian Sørensen, som drager til engelsk fodbold. Her skal han stå i spidsen for Everton.
Fortuna Hjørring endte på andenpladsen i Gjensidige Kvindeligaen i år. Det var HB Køge, der løb med guldet.