Fortuna-træner stopper efter elendig sæsonstart - prominent navn bliver en del af ny trænertrio
Bo Zinck er det eneste nye ansigt i trænertrioen.
Efter blot fire måneder stopper Martin Møller Kristensen som cheftræner i Fortuna Hjørring. I samme ombæring offentliggør klubben de tre navne, som skal føre klubben tilbage i toppen af dansk kvindefodbold.
Efter en særdeles kedelig start på sæsonen med kun ni points i syv kampe stopper Martin Møller Kristensen som cheftræner i Fortuna Hjørring.
Den nu forhenværende cheftræner nåede blot at stå i spidsen for det ellers så sejrsvante Hjørring-hold i fire måneder. Den ringe sæsonstart betyder nemlig, at Fortuna Hjørring har valgt at ryste posen.
Fremover skal en ny trænertrio føre holdet tilbage i toppen af landets bedste kvindefodboldrække, Gjensidige Kvindeliga.
Vi satser nu med en sportslig yderst velkvalificeret trio, der træder i funktion øjeblikkeligt
Jakob Borup, Elitechef i Fortuna
Velkendt navn hentes ind
Trænertrioen består af to gamle kendinge i Fortuna, nemlig Fortunas ligaanfører og head of coaching, den rumænske landsholdsanfører Florentina Olar, og assistenttræner Mathias Bengtsson, som nu forfremmes til cheftræner.
Sidste medlem i trioen er Bo Zinck, der tidligere har haft succes med herrehold i Jammerbugt og Thisted. Nu skal træneren dog i stedet prøve kræfter med kvindefodbold.
- Vi satser nu med en sportslig yderst velkvalificeret trio, der træder i funktion øjeblikkeligt, siger Jakob Borup, Elitechef i Fortuna.
Trænertrioen er tirsdag i gang med sit arbejde. Søndag spiller holdet deres næste kamp, når de på udebane tørner sammen med AGF. Kampen spilles klokken 12:45.¨
Lige nu ligger Fortuna Hjørring på en fjerdeplads i landets bedste række. Holdet har dog efter syv kampe hele 12 point op til HB Køge.