Gang i gartneriet: Afgrøderne var dog ikke ligefrem krydderurter
Foto: Arkivfoto
En kæmpe narkotikafarm blev fundet.
Der var virkelig gang i farmen!
Det kunne politiet konstatere, da en patrulje 28. juli 2023 lagde vejen forbi en ejendom i en landsby i Han Herred.
Nu er det sjældent, at politiet kører rundt og tjekker, hvordan det står til med koriander og basilikum rundt omkring i Nordjylland, og den farm, som betjentene aflagde et besøg, var da også en cannabisfarm af de større.
Der var gang i 1703 cannabisplanter og stiklinger i det lille gartneri, og politiet mener, at hvis dyrkningen ellers var fuldendt, så ville høsten have bestået af mindst 48,5 kilo marihuana.
Ung kvinde ansat som hjælper
Beboerne på ejendommen, en 58-årig kvinde og en 57-årig mand fra lokalområdet ender nu i Retten i Hjørring, hvor de vil blive tiltalt for overtrædelse af straffelovens hårde narkoparagraf, §191, men de er ikke ene om at være involveret i sagen.
Politiet mener nemlig, at arbejdet på farmen med planter og stiklinger var så omfattende, at de to havde en ansat.
En 21-årig kvinde fra Aalborg er således også tiltalt i sagen. Hun var på ejendommen den dag, politiet lagde vejen forbi, og politiet mener, at hun var hyret ind til at hjælpe med at klippe og sætte cannabisstiklinger.
9,4 kilo marihuana lykkedes
Udover marihuana-produktionen, som politiet fik standset, så er den 58-årige kvinde og 57-årige mand også tiltalt for at have lykkedes med at dyrke marihuana forud for politiets ransagning på ejendommen.
Politiet mener, at de to i juni-juli måned lykkedes med at dyrke mindst 330 cannisbisplanter og få mindst 9,4 kilo marihuana ud af det. De er tiltalt for enten at have givet marihuanaen videre til andre eller for selv at have solgt det 'mod et betydeligt vederla', som det hedder i sagens anklageskrift.
Det fremgår ikke før sagens start, hvad de tre tiltalte siger til anklagerne.