Han bliver kaldt ”bonderøven” i klassen – og det tager han som en kompliment
Foto: Tor Løkken
10-årige Niklas Bjerg er vild med maskiner, traktorer og livet på landet.
Under en varmelampe på en gård mellem Tversted og Bindslev står et lille lam. Lammets mor havde ikke mælk, og derfor skal lammet have mælkeerstatning i de første uger for at kunne overleve.
Det er en opgave, som 10-årige Niklas hygger sig med at hjælpe med om morgenen, inden han skal i skole.
- Jeg kan godt lide at passe dyr. De er dejlige at sidde med. Man er ikke alene, hvis man har et dyr – så har man noget fællesskab, siger han og aer lammet på ryggen.
Se første afsnit af ”Æ Knejt” her – artiklen fortsætter under programmet.
I klassen kalder de andre elever ham en bonderøv, fortæller han stolt.
For det er livet på landet med alt, hvad det indebærer, der trækker i Niklas, som TV2 Nord følger i serien Æ Knejt.
Svært i skolen
Lige så let, som det er for Niklas at deltage i aktiviteterne hjemme på gården, lige så svært er det for ham at følge med i skolen.
Niklas er nemlig stærkt ordblind.
- Det er ikke svært for ham at være en god kammerat eller en ordentlig elev, men alt ud over det er sindssygt svært, og som ordblind kan man nemt komme bagefter, siger Kristina Møller Andersen, der er mor til Niklas.
Et sted, hvor Niklas derimod aldrig har været bagefter, er, når det gælder motorer og maskiner.
Da han var omkring fire år, sad han i en traktor sammen med sin far for første gang, og siden da har den nu 10-årige ’knejt’ prøvet lidt af hvert hjemme på gården.
- Først var det den lille røde traktor, så var det havetraktor, så var det 430’eren, boxeren og 400’eren, remser Niklas op.
- Jeg bliver glad
Som otteårig fik Niklas lov til selv at sætte sig bag rattet, og i sommerferien står han tidligt op for at vende hø på marken.
Ikke fordi, han skal, men fordi, han ikke kan lade være.
- Han blomstrer, når han kommer hjem med skolebussen, går ud i værkstedet og tager overalls og sikkerhedstræsko på. Så har han det bare godt. Så fungerer det for ham, siger Kristina Møller Andersen.
Niklas kan godt mærke, at han skiller sig lidt ud fra de andre drenge på hans alder, men det gør ikke så meget.
- De andre er meget interesserede i spil som for eksempel Fortnite. Jeg spiller også lidt, men det har ikke været min interesse, siger han.
Når Niklas endelig spiller computerspil, er det mest landbrugsspil, der trækker. For ham er der ikke noget, der kan hamle op med maskiner og motorer.
- Det er sjovt at ligge og køre traktor. Det betyder meget. Jeg bliver glad, siger han.
Se Æ Knejt længere oppe i artiklen eller på TV 2 Play.