Hjørring Revyen klar med stærkt hold til næste års revy - Der bliver fuld fart på
Hjørring Revyen er klar til at tage revanche i 2021, efter revyen blev aflyst i år på grund af corona.
- Der bliver fuld fart på, siger direktør for Hjørring Revyen, Henrik Baloo Andersen, da TV2 Nord møder ham i fredag i hjemmestudiet i Hjørring.
- Jeg har glædet mig sindssygt meget til det. Vi ikke har spillet revy i to år til sommer, så der er rigtig meget, der skal ud. Jeg har et fantastisk stjernehold. Det tegner rigtig, rigtig godt. Det bliver ligesom at lukke køerne ud på græs, siger Henrik Baloo, der også står i spidsen for revyens orkester.
Revyholdet blev fredag præsenteret på Vendsyssel Teater, hvor der næste år vil være kendte ansigter som Preben Kristensen, Trine Gadeberg og Kasper Le Fevre på rollelisten. Det nye navn i år er Troels Malling, som blandt andet er kendt fra TV-satire-programmer som Krysters Kartel og Live fra Bremen.
På grund af corona var præsentationen uden skuespillere.
- Vi er nødt til bare at passe på. Og det kommer vi også til i Hjørring Revyen 2021, hvor vi har taget hensyn i forhold til plads og gæster.
Der er 11.000 billetter til salg i stedet for 17.000 som vanligt. De 7000 af dem er gemt fra sidste år, hvilket betyder, at der er 4000 tilbage.
- Folk skal skynde sig. Det bliver rigtig godt, lyder det fra Henrik Baloo Andersen.
Revyen spiller fra den 9. juni til den 31. juli og bliver instrueret af Birgitte Næss-Schmidt.