- Vi vil vise, at vi støtter de mange minkavlere, der lige nu ikke bliver ringet op af politiet, men af banken, fordi de mangler penge.
Sådan lyder det fra en af initiativtagerne, Poul Raunsmed fra gruppen Vendsyssel Står Sammen, der står bag lørdagens store traktordemonstration i Hjørring.
Meldingen er, at der er mellem 500 og 600 traktorer, der lørdag formiddag kører igennem Hjørrings gader for ved middagstid at samles på pladsen ved Park Vendia, hvor en stor del af byens idrætsanlæg ligger.
- Det er rørende at se så mange her, vi havde håbet på, at der ville komme 100, men vi er oppe på et sted mellem 500 og 600, siger Poul Raunsmed, der tilføjer, at landmændene kommer fra hele Vendsyssel og sågar fra Viborg, Thy og Thisted.
Poul Raunsmed oplyser, at lørdagens demonstration ikke blot er for at støtte landets minkavlere, men også for at gøre opmærksom på såvel Grundloven såvel som det, at hele syv nordjyske kommuner blev lukket ned i tæt på to uger af frygt for den særlige mink-mutation cluster-5.
- Vi gør det for at vise, at der er noget helt galt og for at vise, at vi står sammen, siger Poul Raunsmed.
Traktordemonstration får ved middagstid følge af fødevareminister Rasmus Prehn, der er valgt i netop Hjørring-kredsen.
Rasmus Prehn går på talerstolen klokken 12.30 - og til det faktum, at det er lykkedes arrangørerne at få ministeren i tale, siger Poul Raunsmed, at han tager hatten af for Rasmus Prehn for overhovedet at have takket ja til minister-jobbet.
- Jeg håber, at ministeren kan forstå, at der er meget, der skal ryddes op i, lyder det fra Poul Raunsmed.
Også det nordjyske folketingsmedlem for De Konservative, Per Larsen, deltager i demontrationen. Han går på talerstolen kort efter fødevareministeren.