Husejer ved Nørre Lyngby: - Jeg sover roligt om natten nu

Jørgen Jørgensen hus ligger på skrænten ved Nørre Lyngby blot få meter fra kanten. Et forsøg med pil som kystsikring har gjort, at havet ikke længere spiser af skrænten, og det kan potentielt redde huset.

Jørgen Jørgensen er en af de 10 lodsejere ved Nørre Lyngby, som har været med til selv at betale for kystsikring med pil.

- Den første række pil, som vi satte for et år siden, kan man lige ane her. Den er kommet frem igen. Den har været dækket af 20 centimeter sand, forklarer Jørgen Jørgensen.

Projektet med pil som kystsikring blevet startet op i november sidste år. Her blev der plantet to rækker pil over en strækning på 130 meter. I foråret blev den tredje række plantet.

- Hvis vi ikke havde haft det lavet, så ville bølgerne have stået op i skrænten med den blæst, som vi har haft de sidste par dage, siger Jørgen Jørgensen.

De seneste år har havet grådigt spist af kysten mellem Lønstrup og Løkken. Ved Nørre Lyngby er nedbrydningen af kysten nu bremset ud for Jørgen Jørgensens hus.

- Det her betyder, at jeg sover fint om natten, hvis havet begynder at vise tænder. Jeg sover roligt om natten, siger han.

Jørgen Jørgensens hus ligger på toppen af skrænten ved Nr. Lyngby tæt på kanten.
Jørgen Jørgensens hus ligger på toppen af skrænten ved Nr. Lyngby tæt på kanten.
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen

Forsøget med at kystsikre med pil har vist sig at være så effektivt, at politikerne i Teknisk Udvalg i Hjørring Kommune i morgen skal tage stilling til, om der skal gives tilladelse til kystsikring af endnu et stykke af kysten med pil.

- Min holdning er helt klart, at det skal vi give tilladelse til i morgen, men nu må vi se, hvad udvalget siger, men det har vist sig, at det virker, siger formanden for teknisk udvalg i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (Venstre).

Piletræerne i sandet kan ikke stoppe bølgerne, men de tager kraften af dem, så de ikke angriber de store skrænter med samme aggressivitet. Samtidig holder piletræerne på sandet, når vandet skyller tilbage.

De seneste dage har der været flere skred ved Nørre Lyngby på de steder, hvor der ikke er sikret med pil.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland